Jeg sidder på båden, der flyder roligt ned langs floden. Jeg kan høre regnen der lander på halvtaget, jeg sidder under. Langt væk, kan jeg en gang imellem høre et tordenbrag, men jeg kan ikke se noget lysglimt, så jeg glemmer det hurtigt igen.

Flodbredden er dækket af tæt regnskov, der ser endnu mere frodig ud i regnen. I trætoppene bevæger der sig en let tåge, der indhyller skoven i mystik. Fra træerne kan man høre aber der råber og tropiske fugle kalde på hinanden. Regnen har dog dæmpet dyrene lidt, så man hører dem kun når båden passere træerne ved flodbredden.
   Temperaturen er også faldet på grund af regnen, og er gået fra over tredive grader til en behagelig treogtyve grader. Fugtigheden er stadig meget høj, og den gør luften tyk, som om man kunne skære sig igennem den. Man bliver gennemblødt bare af at være udenfor.
   Men jeg sidder bare på min plastikstol, forrest på båden, og ser regnskoven bevæge sig stille forbi. Jeg kunne sidde her hele dagen, og bare spilde tid. Noget ved den konstante regn der lander på halvtaget, er mediterende for mig. Og måden man bevæger sig, langsomt. Man kommer frem, men man mærker det ikke. Båden flyder bare med floden, som om den er en del af den.
   Det føles som at sidde på en forvokset træstamme. Når jeg er her, er jeg rolig og afslappet.

Men jeg åbner mine øjne igen, det bliver jeg altid nød til. På et splitsekund er jeg tilbage. Jeg er indenfor, fordi de behagelige treogtyve grader er erstattet med en bidende minus to. Himlen er stadig grå, men på en mere deprimerende måde. Væk er de grønne trætoppe dækket i mystisk tåge, i stedet er der monotome betonbygninger dækket af en kold smog, der gør ondt at indånde. Abernes råb og fuglenes kalden forsvinder. Sirener, brag, biler der suser igennem byen og tusind mennesker der prøver at snakke i munden på hinanden, er hvad man kan høre nu. Regnen er der stadig, men dens før mediterende evne er væk, og den gør mig nu irritabel.

Jeg kigger ud af vinduet på toget, mens det kravler igennem byen, det et deprimerende syn, så jeg kigger i stedet ind i vognen. I min togvogn sidder folk og kigger på deres mobiler, og scroller konstant op og ned, som om de desperat leder efter noget. Nogle gange stopper de, og kigger mere koncentreret på skærmen, men der går ikke mere end et par sekunder før de scroller videre igen, og fortsætter deres søgen.

Jeg er selv allerede blevet træt af at være tilbage, og føler ikke en stor trang til at begynde at søge efter noget her. Jeg vil hellere være et andet sted. Jeg lukker mine øjne og jeg er tilbage. Blandt grønne trætoppe, og tropiske lyde. Jeg flyder igen med floden, og mærker den behagelige varme mod min hud. Den rolige følelse strømmer tilbage i kroppen, og jeg er klar til at lade tiden flyve afsted, på sin egen langsomme måde.