Mit sind er det vide, mørke Stillehav. Den larmende stilhed runger genlyd i mine øregange; efterladte dybhavsskakter. Al lyd bliver kvalt af den kolde substans, der erobrer alt den kommer i kontakt med. Små luftbobler flyder til overfladen, flygtige minder af det forgængelige og det forgangne.
   - Mine følelser er de sælsomme stimefisk og de rytmiske gopler, der hvirvler frit og lader sig føre af de kølige havstrømme. Se, der kommer en havskildpadde svømmende, dens skjold støbt af mine største ambitioner og dens øjne lysner af mine inderste drømme, mens den ubesværet svæver mellem det salte tang og farverige koraller.
   - Mine tanker er de glubske hajer, der ernærer sig på forsvarsløse følelser. De forfølger duften af min sjæls salige blod, der løber ud af smalle sprækker, hvori mine ældste minder og håb ligger gemt, som perler i en øster. Hvis du tager en perle op og kigger på den, vil du kunne se, at jeg engang ville være palæontolog. Du vil også kunne se fire år efter, hvor jeg opdager, at det kræver matematik på højt niveau. En anden perle vil vise dig mit første minde; jeg løber rundt i haven en sommerdag, blandt umodne mælkebøtter, et solkysset barn. En tredje perle vil vise dig første gang, jeg troede jeg var forelsket. En fjerde dengang jeg opdagede mine forældre ikke elsker hinanden. Eller da min farmors død fik mig til at føle følelser, jeg ikke vidste jeg kunne rumme. Dengang jeg læste min første yndlingsbog. Dengang jeg var lykkelig. Og dengang jeg ikke var. Disse perler ligger godt gemt væk fra hajerne. De har lagt sig dér helt af sig selv, som en form for instinktiv selvopholdelsesdrift. De ved de er vigtige, mere end jeg selv gør, og har gemt sig trygt og lunt i en øster, indtil alger og mikroorganismer har plantet sig på dem; gjort dem til en del af omgivelserne, som de altid vil være en del af mig.

Alle har en glød. Det, der gør dem til dem. Min glød er den spinkle overfladespænding. Den sårbare grænse mellem himmel og hav, sjæl og legeme. Når du kaster en sten i vandet bryder du min glød, og den flagrer let som subsoniske ringe i vandet i takt med mit bankende hjerteslag. Blodet pumper i mine årer og huden sitrer under de forurenende luftpartikler. Min glød er svag og dit åndedrag stærkt. Du får den til at blusse op og atter forgå. Ringene i vandet svinder langsomt hen, men så kaster du endnu en sten. Min glød vil altid være afhængig af dit uundgåelige, uforgængelige dig.

Af og til sker det, at en haj forvilder sig op til havoverfladen og titter op mod himlen. Den vil ud af vandets tremmer, den vil bryde min glød og mit sind, springe efter solens stråler. Den vil ud af mørket, fylde dens lunger med luft i stedet for vand. Men så snart den når op og trækker vejret, kommer den i tanke om, at den ikke kan overleve deroppe. Den hører til i dybet. Så den svømmer tilbage til Stillehavet og går på rov efter sælsomme stimefisk og rytmiske gopler. Den jagter duften af min sjæls salige blod, der strømmer fra sprækkerne fra østers, mit sinds skattekiste. Ringe i vandet. Min glød svajer subsonisk.