Hvor gik du hen,
du min store lille drøm,
du der gav mig amuletten
som forstod min linje
og mine personlige grænser,
du som ved mit inderste så godt,
og du som kender svaret,
og som ved hvor jeg skal gå hen ?
Hvor gemmer du mit håb ?
Hvor slap jeg dig ?
Hvornår blev du til gennemsigtig luft
uden duft og lyde,
bare med en mættet tåge
ud af ingenting ?
Har du mon hænder længere derude
som kan nå mine,
hvis du vil,
med en helt ny hemmelighed,
bare mellem dig og mig ?
Der er ingen nøgle til mit liv,
døren er låst op for længe siden.
At være bjergbestiger over angstens sorte tinder
har jeg prøvet så tit.
Men i mellemrummet har jeg måske glemt
min lille store ven,
og tabt amuletten på et bjerg,
jeg aldrig mere skal op på.
Befrielsen på vej ned fra det var fredelig og god,
men nu er der tomt og koldt her i dalen,
som januar mørket bestemmer i sig selv,
at alt står stille i en evindelig kløft
uden sol og lys.
Hvor slap jeg dig ?
Og hvor gemte du mit håb
så længe ?