Bange for at alting løber ud i sandet,
for at alting falder fra hinanden, før det får begyndt,
bange for at falde ud og glemme,
det jeg skulle sige, mens jeg har dig.
Jeg får det altid først fortalt,
når nuet ikke mere er her.
Mit hjertes afstikkere er store og stærke og blinde,
det søger en anden vej end mine tanker,
men det venter på min accept,
og det ved
alligevel det hele.
Hvordan er vejene derude ? Kan jeg
da heldigvis pjatte.
Det griner bare ikke,
nej, jeg bliver din mor der gemmer dig dybt
i min rede,
fordi du skal beskyttes
mod alt det der jubler igen.
Bange for glæden ved jeg,
jeg skal styres alene af mig selv,
du skal dæmpes,
før jeg tager fejl igen,
og spirene lever så sødt ved mine fødder
uden dumhed og uden falsk forventning.
Er de ikke nok ?
Men måske giver jeg slip,
næste gang vi mødes,
måske får glæden vinger
der kan vinde overalt.
Underlige dig,
måske har du ret i alle dine ord
om at være.