Jeg ligger med mit dårlige ben hævet op på en pude,
skumringen pifter så køligt ind over landet,
den høje himmel, horisonten og de store vidder
skaber altid fred ved denne tid i efteråret.
Jeg lytter til en rolig plov,
mens månen stiger i mit gamle land,
jeg kender den så godt.
Smerten tvang mig til at tænke
tilbage på alle mine flugter,
tvang mig ind i mig selv og vidste godt,
at jeg alligevel forstod til sidst.
Hvad det har lært mig,
er mit helt alene.
Mareridtet dag og nat er ovre,
ihvertfald for en tid.
Nu vil jeg huske,
jeg skal synke og gå en anden vej,
før det hele får begyndt igen.
Smertens kloge ansigt,
når ordene vender tilbage,
det blide bagved alt det onde
der rækker hænderne ud
og stryger min pande så kærligt.