"Det er ikke okay at lyve" - jeg er ret sikker på, at det er en sætning de voksne har belært dig som barn, eller havde i det mindste fortalt noget lignende. Dette forsøger Biblen også at fortælle med de 10 bud, at det er forkert at lyve, og ses som en synd over for Gud. Men nu om dage er det meget normalt, at denne holdning er blevet accepteret og spirret ind i mange menneskers forstand. Det er blevet lidt en personlig tommelfingerregel for os alle. Men, jeg synes altså, at det er ret pudsig, at man på trods af den idé som er linket fast i vores hjerne, at vi gør det alligevel. Synes du ikke? Men, hvorfor gør vi det så, og hvordan skal vi definere en såkaldt løgn?

Spørger man den nudansk ordbog, så er løgne en ytring, der ikke er i overensstemmelse med sandheden. Altså man fortæller noget, man ikke regner med, er korrekt, som man måske selv har fundet på for at lede personen på vildspor. Der findes forskellige måder at lyve på. F.eks. er der hvide løgne som er mindre usandheder, der for det meste omhandler harmløse emner. De kan være nyttige, fordi her passer vi på hinanden. Langt værre er det med de mere alvorlige løgne, der påvirker andre eller en selv i en negativ retning.
Så hvad skyldes det, at vi lyver? For det første så har vi de anklagede i retten, som man ikke kan forvente noget ærligt svar af (hvis de altså ikke er uskyldige selvfølgelig). De vil for enhver pris forsøge at dække over ugerningen, og i det opstår løgnene. Selv har jeg et langt synderegister - ikke af alvorlig karakter - men alligevel af små forbrydelser overfor mine nærmest. På et tidspunkt stjal jeg fra vores slikkasse, og under anklagende øjne fra min mor benægtede jeg ethvert kendskab til tyveriet. Der kan man godt blive fristet til at sende bolden videre til mine yngre søskende, som er mindre troværdige. Løgne bliver også brugt i et forsøg på at fremhæve sig selv fordi, at man gerne vil imponere andre og blive mere relevant. Hos børn kan man opleve, at de lyver over for deres klassekammerater for at give dem den illusion om, at man er mere end i virkeligheden. Det er en handling, som jeg godt kan huske, gavnede mig meget tilbage i børnehaveklassen. Jeg erindrer, da vi sad i rundkreds, og jeg skulle fortælle om min weekend, hvor jeg lavede tre baglæns dobbeltesaltomortaler på min trampolin, eller da jeg vandt guld i en professionel bokseturnering. Jeg ville jo gerne bilde folk ind, at jeg er et vidunderbarn, som kunne alt. Men i modsætningen til mange andre elever var det for mit vedkommende i realiteten ikke nødvendigt at booste min person. Der findes mange andre børn, som kæmper for kontakten til sine klassekammerater, og føler sig nødsaget til at lyve i et forsøg på, at holde sig relevant i klassen.
Men løgne er ikke kun forbeholdt børn og deres fantasi. Også voksne bruger løgnen på forskellig vis bl.a. for at skåne andre for den barske sandhed. Jeg mindes her, for nogle uger siden, hvor min tegneunderviser og jeg diskuterede dette emne. Han kom med et bizart eksempel på, hvorfor det nogle gange er en nødvendighed at lyve. Han sagde således "Lad os forestille os, at du gik en tur med din femårig datter. Datteren skulle på toilet, og imens du venter udenfor, ser du en cyklist, som ved et uheld bliver kørt over af en damptromle, så der lå en enorm blodplet på jorden. Datteren kommer så ud fra toilettet og ser pletten og spørger, hvorfor der ligger ketchup på fortovet? Du vil jo selvfølge ikke traumatisere din datter ved at sige sandheden, så du vælger i stedet for at komme med en løgn, og forklarer din datter, at det var fordi der kom en ketchupbil som spildte noget af sin ketchup på vejen." Det lyder jo temmelig bizart og meget usandsynligt, men i denne situation i forhold til barnet er det bedst, at man holder sandheden for sig selv og finder på en anden forklaring. Men hvor går grænsen for hvornår det er acceptabelt, at voksne lyver overfor børn og unge? For jer som har set X-Factor er det nok ingen hemmelighed, at adskillige deltager har fået knust deres drømme om at blive en kendt sanger. I denne sammenhæng har det været dommeren Thomas Blachman, der i mange sammenhænge måtte komme med den barske sandhed, når deltagerne ikke lever op til hans krav. For ham er det vigtig, at vi generelt er ærlige i vores bedømmelser af hinanden. Der må vi ikke lyve.

Men det kan dog være svært helt at udelukke løgne. For løgne har altid eksisteret og vi bruger det mere eller mindre bevidst afhængig af hvilken situation man står i. Det er en menneskelig strategi som man bruger når man oplever det kan betale sig. Men det kan også været meget risikabelt, fordi man kan miste meget, hvis andre finder ud af, at man har løjet. Det der sker, hvis man bygger hele sit liv op på løgne, er at man kan miste sig selv, hvis denne facade går i stykker. Uanset, hvad så er løgnen en del af vores samvær med hinanden, og det kan være svært helt at undgå og lyve. For det er individuelt, hvad vi oplever som sandhed og løgn. For mit eget vedkomme tror jeg ikke, at løgne nogensinde kan fordrives ud af min dagligdag, og det kommer nok til at forblive sådan i nærmer fremtid. For løgnen er uundgåelig.