Jeg føler at jeg prøver at forklare mig,
til en der ikke vil forstå.
Jeg bliver mødt af ord og vendinger,
som føles som et hold kæft.
imens sidder jeg der,
og vil bare forstås.
Undervejs som jeg prøver at blive forstået,
ændrer samtalen karakter.
Pludselig er det mig der ødelægger den gode stemning
og er til besvær.
Jeg vil bare gerne forstås.
Jeg kan ikke regne ud om det er for meget,
gerne at ville forstås,
på en aften hvor du gerne vil spille playstation.
Skal jeg vente til en anden dag?
Hvor du gerne vil forstå mig.
På den anden side,
hvis du gerne ville forstås,
så ville jeg lægge min playstation væk,
fordi jeg gerne ville forstå.
Er det forskellen på dig og mig?
Er det derfor jeg aldrig bliver lykkelig?
Eller er det fordi at jeg skal forstå,
at du ikke vil forstå.
Jeg føler og tænker hvert eneste sekund.
Er det forkert?
Er jeg forkert?
Jeg kender ikke til andet,
og er ikke sikker på jeg ville kunne lide alternativet.
Så hvad skal der ske?
Hvad skal vi gøre?
Nu er du gået din vej,
i stedet for at forstå.
Nogle gange er jeg bange for at det er mig der bliver nødt til at gå,
før du endelig forstår.