Inde i mig,
bor der en idealist.
Sådan en der tror på,
at alle mennesker er gode,
og verden kan blive et godt sted,
hvis bare menneskene i den,
ved hvad de skal gøre for at gøre den bedre.
Derfor er jeg blevet konsulent,
så jeg kan lære mennesker
at lytte til hinanden,
forstå hinanden,
og hjælpe hinanden,
så vi sammen kan bygge en verden,
der er bedre end den vi har i dag.
Men inde i mit stille sind,
mærker jeg at konsulenten,
langsomt æder af idealisten.
Måske fordi konsulenten bliver mødt af realiteter,
og den slags problemer,
har idealisten ikke.
Men som realiteterne former konsulenten,
kæmper idealisten en brav kamp,
for ikke at dø.
Den kæmper med alt den har lært.
Den giver tankemylder i de sene nattetimer,
den giver mavepiner og urealistiske fremtidsdrømme,
der giver flere mavepiner,
fordi konsulenten, der nu også er flyttet ind,
ved at idealisten aldrig vil vinde.
Det er bare ikke realistisk.