Han stirrede ned på sine hænder. Ru som sandpapir, stærke. Fingrene var korte og tykke. Han havde levet med dem hele livet. Godt skruet på hvis han selv skulle sige det. Som at have en ekstra ven med i baglommen.

På det sidste var der sket noget, en nisse var flyttet ind og pustede grus og tvivl i øret. Som regel overdøvede de daglige gøremål. Men i dag følte han sig forfulgt. Folks øjne i nakken, var som stikkende nåle, og bussens rystelser forplantede sig op gennem fødderne.Ved opbremsningen kastede han sig ned på sædet, der netop var blevet ledigt. Han lagde hænderne på knæene og strammede til i et fast greb. Han stirrede beslutsomt ind i nakken, på den gråhårede kvinde der sad lige foran. Hun førte en lang fordømmende dialog med arbejdskollegaen ved sin side.Han krummede tæer bare ved de brudstykker han overhørte.

Efteråret var kommet som et lyn i år. Med blade, der væltede af træerne, nærmest over natten. Den første sne havde fyldt hans indkørsel.
   Fortovet blev fint rent, og med omhyggelige tag skrabede han, en sirlig sti op til den nymalede hoveddør. Det lille rækkehus var hvidt og rødt, næsten som det danske flag.

Egentlig var det jo bare drengestreger. Ikke noget der burde fylde
   De havde overlevet så meget forskelligt, men dette satte sig i hænderne og i nakken som nervøse tics. Midt i aftenkaffen kunne han rejse sig og gå ud og åbne døren. Der var aldrig nogen på den anden side. Den lille sidevej lå stille hen, og han og naboen diskuterede stadig hækkens højde. Men der var en ulmen, en sitren af udefinerbare lyde. Måske befandt de sig inde i hans hoved. Måske?

Drengen var skaldet, læderjakken sad stramt, blikket var som rå klippeskær. Kunne det være ham?
   Hvem ved hvordan de ser ud?
   Ikke han, der levede i lykkelig uvidenhed, lige indtil den dag.

Den aften var ikke anderledes end andre. Kun ordet på døren, da han og hunden kom ud for at gå aftentur.

Han blev stående og stirrede forbløffet. Det føltes som en mavepuster af de store. Han gik ind i huset igen. Tog snoren af hunden, og løb gennem entreen, stuen, køkkenet, og ud gennem bagdøren, hvor han rodede skuret igennem med rystende hænder. Greb bøtten med maling, der lå en stiv pensel ovenpå. Den kunne vel bruges.

Og så malede han sort ovenpå den sorte skrift. Der blev en stor sort plet, der hvor ordet havde stået.