I en fjern galakse langt herfra svæver han i løse dele, skyggerne på bagsiden puster til mørket. Vi er sammen, men der er ikke tændt for kontakten:

"Far",siger jeg: "Vi kan umuligt, få dem med", først nu går det op for mig. Branden i øjnene, og stemmens skarpe knive, skærer sig ind i mit kød.

"Anne, det er ikke en diskussion", gentager han og nærmest råber.

Reflektorisk bider jeg mig i tungen, smagen af blod og metal farver munden, og jeg genoptager min stilleplads på bagsædet.
   Her fra ser jeg alt fra oven, klædt i vat og skum længes jeg tilbage til dengang, vi alle var familie, og jeg gyngede i havens højeste træ. Dage i sommerens tegn, fulde af Bellis og kløver, det var hvad det var.

Lige nu står det spændte bristepunkt i fars nakke, mens han langsomt triller bilen tilbage mod hoveddøren, mors hoveddør.

Vi nærmer os ny tavshed, min hjerne skriger flygt, men jeg kan ikke røre en finger, eller flytte en fod, og tilsyneladende er alle kropsdele ramt.

Far standser bilen forlader førersædet, går rundt, bøjer sig ned og trækker mig ud henover fortovet. Mine ben eks'er og giver efter under mig,da han smider mig ind på forsædet. Inden jeg overhovedet når at tænke, er han ved siden af mig igen, med sin højre arm presset rundt om min skulder og hals:

"Ring til hende, og sig hun skal komme", hvæser han, for at understrege alvoren klemmer han hårdt til.

"Ja", hoster jeg, med den smule luft jeg har tilbage.

"Hej", svarer hun i den anden ende, hun hvisker.

"Mor", siger jeg:"Du bliver nødt til at komme ned til nummer 9. Far har mig.

Dagen i fokus, bilen der drejer om hjørnet og forsvinder. Hun gav sig i bytte for mig.

Hun skulle aldrig være steget ind.

ALDRIG.

Lægen er tavs, måske ved han ingenting. Hun har fået de mest læsterlige tæv, det er tydeligt. Men,det værste er i virkeligheden læssionerne i hovedet, med indre blødninger til følge. De er vist stoppet nu. Skaderne hvor store er de? Hun har mistet et par tænder, kæben er sat sammen med skruer. Tale kan hun ikke. Ind imellem klemmer hun min hånd med sin. Jeg klemmer tilbage, forsøger at fange hendes øjne, der flakker rundt, men jeg mangler genkendelsen, mødet, dialogen. Det er ikke min mor der ligger der, det er et krigsoffer, der tilfældigvis bærer hendes navn.

Jeg føler mig skyldig, ud over alle grænser helt ind i min hjertekrog. Jeg troede, jeg ved ikke hvad jeg troede, og mente min far var en anden og blødere udgave.

At jeg kunne bringe dem sammen igen. At hun bandt mig en historie på ærmet bare for at retfærdiggøre skilsmissen.

Ubærlige billeder rammer nethinden, jeg skubber dem derhen hvor pebberet gror.

Lige nu er der kun vore hænder, krampagtigt holder de fast, sveden sidder i håndfladerne, fra mine øjne siler tårer, stille regn i et tåget gardin.

Dagen efter kommer mormor. Hun fortæller, far blev arresteret, og der er stor sandsynlighed for, at han får en behandlingsdom. Han har spurgt efter mig.

Bare tanken er gru, afskyen har ukendte dimensioner. I mit mareridt er han, skurken, bødlen og den rendyrkede ondskab.

Den dag og i AL fremtid.