De har pakket smågrise ind i cellufan,
mens byen sover males den hundekoldt.
Blå omdannes til bedragets kulør,
ingen aner uråd og ingen spiser naturligt.
De glor på skærme af grise der tør,
dråber af tidsfordriv nærmest i trance.
Silhouetter af bedøvelses pile flimrer,
takseret i fraktioner pålimet kuffertmærker.
Kødhakkeren står stille i sit støv,
billedet bagved forestiller en tid.
med magt og dumhed snøftet,
Igennem et rør af plast fra et spejl.
Grisene er nu pænt klædt til den store,
finale med brocher og ritualer.
De spiser vist fisk og kører i legetøjs,
biler de selv har sat pris på med ringe.
Spædbarnet hulker sin nød på en guld,
Ske din vilje thi jeg er guddommelig.
Overfladisk de svømmer i det rene guld,
lovprist for de har jo ikke gæller de papir.
Fisk.