Micheangelo er væk i verden,
Et strøg med fine pensel hår.
Abstrakte tankestregers færden,
Udtørrede kompasroser ingen veje når.
Og vejen når gennem nikotin slør,
omgivelser gennem flaskens bund.
Søgen på torneroses is der tør,
kald fra det fjerne gennem hendes mund.
Lys vind strejfer fra et stjernebillede,
opkald og genkald fra noget uopnåeligt.
Grove hænder arbejder i rosens smedje,
de viser skygger af noget uvirkeligt.
Det er som silhouetter på et ilt telt,
som ord der bare passerer for frit valg.
Uundgåeligt er det forkerte valg mit felt,
som altid er den sorte rose til salg.
Valgt i en vase af lutter røde stilke,
tror jeg da for det er jo det jeg ser.
Ved jo ikke bedre når alle ord er af silke,
af den sovende skønhed man vil have mer.
Egentlig går hun jo bare rundt derude,
men indeni mig hører jeg hende ikke.
Alle andre står bag den samme rude,
de forstår og fra hendes kalk de vil drikke.
Passerer skinnerne uden at se signalet,
for det er som om det altid er åben.
Som om misforståelserne er nymalet,
det sker igen måske troede man det var dråben.
Linierne er næppe lange nok til trøst,
til to blikdåser og snakken de sender.
Sejlgarns ledeevne af en sagte røst,
Torneroses stemme jeg alt for godt kender.
Vågner ved et umalet lærrede,
atter engang for houdini's kunst.
Trods lænker der intet spærrede,
Nåede nuet aldrig bevidsthedens dunst.