I en psykose af eufori,
stikker jeg en kniv i armen,
måske af mangel på samme.
Undskyld jeg forstyrrede,
Jeg fik ikke dit signal,
lamperne lyste, men de
dannede en cirkel.
jeg forstod ikke tvetydighed,
og badede i mandighed.
Som var det naturligt,
at man knipser blomster,
ud af ærmet fra en blomstret skjorte.
Jeg burde tilgive mig selv i naivitet,
slukøret og underlegen som,
en kontakt der afbrydes, jeg alene,
fortrød hvert et ord draget af tilfældighed.
Hundrede år efter, og atter hundrede,
men jeg er stadig mig, flyvende rundt.
Som en myg på syre, tør du tro.
Kan du rumme fejltagelser, for det er mig,
fri i et lukket rum, eller basker du til.
Stor i uendelighed, fjern i det fjerne,
så langt fra og endnu længere.
Du skal gribe bolde, kastet med løs hånd.
Samvær og nærhed, fra galakser,
stjernedrys og tungekys, i en tom seng.
Jeg overvåger dig, bevidst om dine lidelser, pådrager dig flere.
I kulissen på det lille teater,
står jeg dagligt, ved du jeg er der.
Læser sufflørens noter, venter på.
The End