Når følelser flyver,
er det angsten der jager dem ud,
det er ikke mig der flyver med,
jeg bliver her uden vinger.
Når jeg ingenting ved,
er det min tvivl der bestemmer,
det er den der forvirrer mine tanker,
så de ikke mere kan være fredelige
og falde til ro for at skrive,
de vil alle sammen et andet sted hen,
de kan ikke mere
holde angstens sorte øje ud.
Den ligner en brønd,
en uendelig brønd og et øje
der bor dybt nede i mig,
den er den eneste følelse
der altid bliver herhjemme,
og den eneste der ingen vinger har,
den er for tung.
Den klemmer sorgen
med sine store hænder,
og den kvæler gråden
men dem har den hamstret og gemmer i sin hule,
de er lige så tunge som mig,
og deres vinger er skjult,
fordi de aldrig sværmer om mit hoved.