Der stod han bag min låge et helt gråmeleret minde.
   Afkortet indså jeg min minimale indflydelse. Magten ligger i læ, nydeligt indpakket under røde tagsten. Han forandrede sig ikke, ældre javist, men ellers nej vel. Alt ved det gamle, og fordelingen er den vi altid fulgte. Jeg bøjer mit siv, han løfter sin fod og skrider henover græsplænen. Spørgsmålstegnet er sat. Spørgsmålene gemmer jeg i revnerne og sprækkerne, skjuler dem for falkeblikke, gemt undervejs, der tales ikke, tavst instuderer vi vinkelrette vaner. Venter på solopgang, drøvtygger, genkender småtendenser. Samtalekøkkenhygge, maden er udefra serveret i blikspand. Den grå farve fylder mit øje. Mismod lammer, tæver og udhuler ideer, mens dansemyg mister retningssans.
   Jeg vover at stå op, og se det hele udspille sig. Et velovervejet sørgmodigt gråt farvel. Jeg taler ikke ser bare klart

Jeg blev født ind i familien, og sprang ud længe før mit sprog forstod.
   Hvad der gærede.
   Hvem der skød skarpt.
   Grovkornet, altid måtte jeg,
   stå på linje,
   bære domme,
   bryde grænser,
   græde på muren i længsel efter frihed.
   Ansvar der tynger og tæmmer viljen, som en sporhund gled jeg forbi, udenpå, altid udenpå.
   Indeni var der jo krig, jeg blev født ind indeni.

Havde han et valg, kunne han have gjort anderledes. Nej hun smed ham jo ud. Han slog, både hende og os. Han var den stærke, vi var de sprøde de bløde. Men når alt kommer til alt var det måske omvendt.

Sidste år mødte jeg ham på havnen, ikke helt tilfældigt. Han gik med sit net med bajere, genkendte mig ikke. Jeg fulgte ham til skurvognen:"Bor du her?" spurgte jeg, selvom jeg godt vidste, at det var det han gjorde.
   "Ja", mumlede han, mens han fumlede efter dørhåndtaget.
   Jeg greb hans hånd, holdt den fast, og lagde den på dørhåndtaget.
   Lige der, så han på mig, som jeg altid har ønsket. Langt ind indeni. Om han anede noget ved jeg ikke, for han tumlede ind af døren, og smækkede den for næsen af mig