Vi havde vores frie årlige flyvebilletter og sad i flyveren. Vi sad alle fire på første klasse. Vores ni årige søn sad ved siden af mig. Det så ud som om vi fløj forbi månen. Med en gang siger han meget højt: Hold dig fast mor, vi flyver ud i verdensrummet. Jeg kunne ikke andet end at le højt og hjerteligt. Min mand gjorde tegn til mig om ikke at le så højt. Det fik mig til at le endnu mere ved at betragte hans forklemte ansigt.
På en anden flyvetur fik begge børn et latteranfald ved at lytte til en komiker over radioen. Selvfølgelig skulle jeg også lytte. Derved måtte jeg le så meget at jeg var nød til at stå op og læne armene over ryggen på stolen. Vi sad på det bagerste sæde. Der gik ikke lang tid så sad alle passasererne og lyttede og lo og lo alt imens styvardesserne gik rundt med spørgende mine.
På en tredje tur kom jeg som den første ud af af første klasse med vores handikappede søn i rullestolen. En styvardesse gik forud med vognen hen imod en elevator. Alle passagerer fulgte efter som ællinger til en and.
Det så morsomt ud. Jeg klemte munden sammen og sagde ingenting. Da vi kom hen til elevatoren vendte damen sig om spærrede øjnene op og kommanderede: I skal ned af trappen. Vores handikappede søn nåede altså at blive den første i rækken.