1.

Vandet er tilforladeligt, der findes ikke den handling, den tanke som vandet ikke tilgiver, alt kan vaskes væk i de små krusninger som slår ind mod stranden ved Tangkrogen, hun har ofte smudset sine hænder til med vilje, blot for at se dem renset af salt og skum. Engang skar hun en udtrukken linje af rød i sin langefinger og lod havet æde disse mindste små ofringer, ignorerede hvor det sved. Ud for hendes blik strakte hver bølge sig som et bryst, havet er en frådende indisk gudinde, tænkte hun, det lader sig helst tilbede i sved og tårer og hjerteblod. Hun kunne stikke en kniv i brystet og lave knæfald i det våde element, vandet skulle snart nok tvætte hende ren og hun ville skylles væk kun for at blive glemt. Af mennesker og af havet, bagefter.

2.

De omkringliggende farvande kaldes i Danmark ved andre navne, ligesom bugten der tillægges byen, Aarhus og havet længere ude der tilskrives de mange bælter, men hun ved, at bølgerne der skyller op mod stenene langs kystlinjen, de mange navneskift til trods, er Atlantens og Atlanten er et ocean, Okeanos var en titan, Okeanos var en guddommelig krop af vand og netop det vand kysser nu stenene og bader mågernes soppende fødder i kræfter på alder med uret selv, styret nedefra af den midtatlantiske ryg med dens vokseværk og vulkaner. Hun kalder dog ikke vandet hverken ved det ene navn eller det andet, hun kalder det hellere sin elskerinde, min elskede, siger hun til det og spørger altid om lov, inden hun rører dets overflades bevægeligheder.

3.

Fortovet ligger til alle tider mindst et stenkast fra vandkanten, hvis man da slår smut i favnbredder og på intet tidspunkt mødes de to, græs vokser ind imellem og rodsætter sig i konstanter. Når hendes sko marcherer over fliserne, kan hun række så langt hun vil til venstre og hun når aldrig nogle havdybder, således holder verden hende på afstand af hendes elskede, hun må træde jord op under sålerne, gøre sine hæle beskidte for overhovedet at komme det nær. Havets duft hang i luften dengang, besk og bitter kildede den i næseborene og hun husker, hvordan hun stoppede med at gå nogen andre steder efter den første dags opdagelser, hvordan hun i stedet vendte sig og villigt trådte græsset ned på sin vej mod vandet. Det grønne var ingen mur, men en bro.

4.

Hver bølge bærer sit blikfang, som hun betragter dem, ved hun, at hun ser lige ind i sin egen blottede sjæl, reflekteret i havets der reflekterer altets, sammen med havet er hun aldrig alene, hun er end ikke alene med vandet, det spejler hende en hel by, holder ujævne aftegninger af havn og kystlinje frem. Her, siger havet, tag imod denne verden, men verden er for tung for hende, hun har ikke skuldre nok til at holde dens vægt oppe, hun er ingen Atlas, så hun takker nej til realiteterne, længes i stedet mod sine drømmes vande som vistnok var i flodform, ifølge en anden mytologi, men for hende er de lig med havet, med bølgerne der i deres roligste stunder indfarves af himlens hvælv. Vandoverfladen glitrer. Dog er ikke alt der glitrer guld, nogle ting går for en langt højere pris.

5.

Mens havet kun bøjer sig for vindkraft og måneaktivitet, har hun underlagt sig en ældgammel lov, smedet af samme støbeske som kærligheden dryppede ud af, engang. Døden er jo kærlighedens bror, havet er søster til døden, derfor ærbødiggør hun sig stadig overfor vandet, hendes første reaktion forbliver tilbagetrækning, når bølgerne ruller ind over sandet eller stenene eller hvor hun nu står med udsigt. Hvad man ikke frygter, elsker man ikke og hun bævrer ligefrem. Min kæreste, hvisker hun og lader vinden overdøve sig, for vandet hører hende alligevel altid, kysser hendes skosnuder til svar nogle gange, vådt er havets kys og koldt og kalkuleret. Det er hendes sjæl der trækkes med ud i de sunkne dybder, den kalder på hendes hylster med en havfarvet stemme, vil du ikke drukne dig?

6.

Der vil komme en nat, hvor mennesketomheden sænker sig over Tangkrogen og hun kan klæde sig af ved vandkanten uden at blive set af andre end de skummende bølgetoppe, det vil blæse op og vinden leger med hendes hår, i takt med at det bliver hendes eneste tilbageværende ærbarhed. Hun vil stå nøgen foran havet, vil fremvise sig selv som hun er, med alle sine fejlbarligheder, hun ved, havet er både blidt og brusende, det er berusende, ved hun, det giver og tager til veksling, men hun træder nu engang ud i vandet med håbet om at blive bortført, ledt ud til sin sjæl, til genforening. Hvis hun må slå sig til Titanics spøgelser på bunden af oceanet, gør hun det gerne, da skal hun vugges af vandets strømninger for evigt og ikke kende nogen anden virkelighed.

7.

Villigt overgav hun sig til elementerne, underlagde sig det våde, men vandet tog hende med tilbage, over stok og sten og over glas poleret gennem årtier til det blev helt blødt i kanterne førtes hun, småbitte stykker kildede hende under fødderne som hun rullede langs havbunden, åndeløst, druknende. Bølgerne ledte hende igennem en cirkulationskoreografi, alt hun kunne fokusere på var rytmen, det var ingen vals. Bredden tog imod hende ligesom en forsmået elskerinde, holdt hendes rystende krop fast på land med lange negle. Her, sagde havet til hende og aftog efterhånden fra bølgebrus til krusninger til rolighed, tag imod dette liv, men livet er for tungt for hende, hun har ikke skuldre nok til at bære det, hun er ingen Atlas, hun er ingen titan, så lidt har havet og hende i sidste ende til fælles.

8.

Havet er tilforladeligt, det ligger under for en umenneskelig skønheds vægt, der er ikke det tab og det fund som hun ikke ville tilgive vandet, for bølgernes skvulpen er et velkendt tungemål, beskeden forstod hun sagtens. Jeg elsker dig, fortalte havet hende, jeg vil, at du skal være i live, jeg er hjem for de levende først og siden havet er lavet af nogle helt andre kræfter, hvem siger så den slags ophøjder imod? Fortovets krumning leder væk fra vandkanten, til stedet hvor skov bliver til bugt igen og hun krydser ingen grønne broer af vådt græs denne gang, har lagt mange meter og skridt til sin ærbødighedsafstand. Havet er en gudindekrop, selv er hun blot menneske, at slå smut er det tætteste hun kommer på at røre sin elskede, hvis det også skal være på hendes egne præmisser.

Se hende, se hende gå et nyt sted hen. Vand er der nok af, regn og pytter, åen der løber ud i havet. Hende der løber hjem.