Jeg kan huske alt, hvad jeg ikke kan huske
En god barndom med ikke ét eneste minde
Vil jeg huske, huske nogensinde,
Hvad der gjorde den god?
Jeg kan huske jeg altid har haft søskende.
Hvornår var jeg det forkælet enebarn,
Der sad rullet i mors skød som et garn,
der ikke slipper sine strikkepinde?
Jeg kan huske, da min farmor døde.
Der fældede jeg kun én tåre,
Og selv efter så mange år,
Kender jeg hende ikke.
Jeg kan huske, da jeg stillede spørgsmål
Om, hvem jeg er, og hvor jeg kommer fra,
Et spørgsmål, der intet svar har,
Et spørgsmål, som jeg ikke kan huske, hvorfor jeg stillede.
Jeg kan huske, da jeg mistede venner,
Gik hjem og trøstespiste,
Da jeg troede jeg var alt, hvad min krop viste.
Hvor var det syndt for lille mig!
Jeg kan huske... Hvorfor skal jeg huske,
Når jeg fortiden bag mig har lagt,
Selvom jeg er alt, hvad jeg har gjort og sagt.
Lad mig glemme, måske mit sind får ro.