Sneen har lagt sig,som en tung hvid dyne, henover baggården. Jeg mærker den frostklare kulde, prikke som tusind nåle i mit ansigt, da jeg går ned med skraldet til morgen. Kong Vinter bider. Jeg elsker den rå friskhed, noget intet andet kan. Ind til benet og det der betyder noget. Blodet strømmer livligt ud i alle mine afkroge. Jeg kan mærke min krop arbejde for overlevelse. Måske er det, det der gør godt. Jeg ikke bare lever, jeg overlever.

Inde i køkkenet igen smider jeg trøjen, og betragter min datter. Hun sidder med hovedet begravet i mobilen. Og jeg tænker småvredt:"Ud i sneen med dig".

"God morgen", siger jeg, idet jeg placerer mig lige foran hende. Ingen svar. Jeg skænker en kop kaffe i det tavse rum.

Magnus tog afsted for en time siden. Han er den største af mine teenage børn. Han skal lidt længere væk på skole. Lærke derimod har 5 minutters gang. Hun er en syvsover, og ikke til at sparke ud af døren. Det er altid lige i sidste øjeblik. Og så har hun og jeg mor datter krise. Skænderier evig og altid. Derfor betragter jeg hende så tavst. Jeg ved af erfaring, at mindste lille mislyd kan udarte sig. Som hun sidder der i sine smarte jeans og neutrale makeup, ser hun helt voksen ud.

"Det er snyd", tænker jeg, og kan intet gøre ved det.

Da hun rejser sig, for at gå ser jeg op, og forsøger mig med et smil.

Hun ser tilbage og himler med øjnene.

"Er du hjemme og spise i aften", spørger jeg.

Øjnene luer:"Nej", vrisser hun:"Jeg skal på arbejde. Det er tirsdag. Bagefter tager jeg over til Pelle og sover.

"Ok", jeg nikker mod entreen:"Tag vinterfrakken på. Det er koldt derude".

Det svarer hun ikke på. Men jeg ser gennem glasdøren, at hun smider frakken over armen, inden hun løber ud af døren.

Det er ikke fordi det betyder noget, det med maden. Jeg skal jo på aftenarbejde. Det er ikke det der er det værste. Jeg synes bare ikke, mine børn er klar til den verden, de står i. Så voksne og dog så meget børn. Jeg tror det er den. Det var nemmere da de var små

Jeg kører en hånd gennem lokkerne, og vender blikket ud mod sneens livlige drys. Måske skulle jeg gå en tur i alt det hvide.

Jeg rejser mig resolut. Går med faste skridt ud i entreen. Åbner skabet. Der hænger den tunge varme vimterfrakke med foer og hætte, og der står støvlerne. Jeg ifører mig det hele, og tramper ned af trappen. Jeg ved præcis hvor jeg skal hen. Et sted jeg ikke har været siden børnene.var små.

Nede i parken ved kælkebakken står jeg længselsfuldt. Jeg betragter de legende børn og deres forældre og pædagoger

Kulden prikker og stikker. Jeg er i live. Måske skulle jeg aldrig være taget til København? Men være blevet ovre ved Vestkysten, og fået mand og børn der?

Jeg ser min mors vejrbidte ansigt for mig, mens jeg går gennem parken, og sparker til sneen.

Det hvide tæppe bliver tykkere og tykkere, blødt som lammeuld men meget koldere.