Huset var sat til salg, og jeg var næsten på vej ud af døren, idet der var en fremvisning kort tid efter. Jeg var alene hjemme. Med en vis tilfredshed konstaterede jeg, at takket være rengøringen, så duftede der af violer i maj. Hytten skinnede. Den sidste finish bestod i at lufte ud. Vinduerne blev kortvarigt åbnet på vid gab.
Jeg så frem til en kort, velfortjent pause, inden jeg skulle overlade huset til fremvisning for ejendomsmægleren og hans følge.
Pludselig fornemmede jeg, at jeg ikke var alene. Der kom en lyd, jeg ikke kunne identificere. Med et sæt vendte jeg mig om, og stor var min forbløffelse, da jeg så en musvit flyve rundt i korridoren og fortsætte ud i køkkenet. Jeg røg op af stolen. Eftersom jeg i min barndom har haft fugle vidste jeg, at når de bliver stressede og bange, så klatter de til den store guldmedalje.
Denne lille frustrerede musvit var ingen undtagelse. Klat...! Det var køkkenlågen, den ramte, hvorefter massen drev videre ned og landede på marmorpladen med et plask. Flakse... flakse... op i vinduet... okay! Den havde spist godt inden besøget. Nu drev det også ned ad ruden. Jeg lukkede skyndsomst døren ud til korridoren og åbnede det andet vindue. Men den lille fjerede ven havde ikke fanget fidusen med at flyve ud i friheden via den vej.
Op og sidde på uret. Der røg en fjer! Op ovenpå skabene ... halløj... den var nok en nullermand, som mor her ikke havde bemærket eksistensen af før nu!
Flakse... flakse... et par løse papirer fik også vinger og dansede autonomt rundt i køkkenet. Optrinnet stod på i ca. 5 min. indtil musvitten var så fortumlet, at den sad helt stille ovenpå det højeste skab i køkkenet.
Jeg fik maset en køkkenstol derhen, så jeg kunne kravle op og indfange den. "Én fugl i hånden er bedre end ti på taget." Jo, jeg må sande de gamle ord. Selvom den protesterede højlydt over sit kortvarige fangenskab i min hånd, så fik jeg via det åbne vindue sat den tilbage, hvor den kom fra.
Både fugl og vært var vældig tilfredse med den løsning. Efterfølgende fulgte en gang lynrengøring. Man skulle jo nødig gå hen og blive arbejdsløs.
Jeg trøstede mig dog med, at det var en musvit og ikke en lammegrib.