Jeg er som en væltet træstamme, stormen har lagt mig ned. Herfra er min verden mikroskopisk, tidligere tiders selvfølgeligheder såsom:
   At trække vejret,
   spise, drikke, sove,
   bevæge arme og ben,
   eller se græsset gro,
   fylder, alt.
   Jeg er desorienteret,
   retnings løs
   på kravlestadiet.

Kevin har lagt en plan: "Der er nødt til at være en retning, en vej at gå", siger han, og slår i bordet så porcelænet rasler. Jeg nikker og giver ham ret. Det er så sandt, det han siger.

Men når han ikke er der, sejler jeg forvildet rundt på åbent hav uden årer.

De meningsløse ord og skemaer hænger på køleskabet, mens jeg sidder i timevis på terrassen og studerer en edderkop, der spinder spind og fanger fluer.

Tag dig sammen var en besværgelse der virkede tidligere.
   Nu er jeg svag, tynget, træt, klemt, sat af.
   Og langt inde i de mørke kroge står en høstblomst og visner.