Fremad kaster toget sin krop.
Til side springer buske og bær,
Mens jeg i togets inderste marginer
Skjuler mig fra de dage
Der hyler bag vinduesglasset,
Og minder om tider,
Der for længst er passeret forbi.
Af vejene siler biler som fordrukne dråber mens dagen
Samler sine sidste stråler i et krater,
En vansiring i nattens rustning.
Tanker siver fra toget som røg,
Fortætninger i mit sind, der nu er fortætninger i luften,
Spredes i vinden som forårets sidste blade.
Fremad kaster toget sin krop
Og river landskabet op med rode.