Gyngende, skvulpende metal falder som vand falder som dråber fra himlen
Og månen er sølvpartikler, som falder og fryser
Månen er grå masse i nattens hånd et dømmende øje
Månen er stivnet på himlen og månen er et hul, der lyser.
Du malede min samvittighed som jeg maler natten
Og jeg maler monstre af de mænd, som maler mig sådan
Jeg maler monstre af de mænd, som rækker mod mig som bølger rækker mod himlen
Hvis blå bjerg vajer i vinden som vandet vajer i fiskenes stimer af kød.
Dine skuldre rystede som vejret, og jeg tegnede støv på min kind og vi lignede hinanden
Jeg tror, at du græd, og jeg så i din skygge en skælven
Jeg så i din skygge sprøjt fra en skvulpende sorg, skum fra et kogende hjerte
Vandet rejste sig som brusende perler
Vinden var en sang, som dråberne bar
Og jeg forlod dig i det hus, som var havet.
Og i de ord, som faldt i dine fodspor,
Som faldt på mig som mudder,
Fandt jeg den krog, hvorpå du hænger som stjernerne hænger
Hvorpå du gynger som skibene gynger
Og hvorpå du skælver som skyerne skælver
Og ordene sprang fra din mund som mundvand
Som alger, der flød
Og algerne flød på det vand, der var vores.
Husker du latteren, der flød fra din mund på mit knæ den morgen
Da timerne faldt en efter en og solen faldt og stod op igen?
Den, som bølgerne brød og som tabte til tranernes troløse skrig
Som jeg begravede i sandet som vandet fortyndede
Og som jeg smed, da havet blottede sine skumfyldte tænder?
Vandet flød på land, og du bankede dine næver i bredden, der gav sig
Og drømme kom til syne
Drømme forlist i natten dengang, den var blind
Og det eneste øje, der var, var dit
Og jeg ved, at du led, da jeg druknede dit dryppende øje
Jeg så det i spejlet som flød som dråberne flyder som mælk
Og jeg vendte dit dryppende hjerte i sandet
Så tav dets råbende skal