De gav mig lattermuren
med syle der stak i min mave,
til jeg løb væk
og gemte mig en tid.
Jeg kunne høre dem skingre ud af vinduerne
i grin og os fra efterret og cigaretter,
hvor jeg sad i mit skjul
mellem buskene og lyttede i angst.
De gav mig den usynlige hest,
den store hest med muskler
af deres latter jeg skulle ride på
over grøfter,
igennem dale, over bjerge,
floder og broer.
Jeg skulle ride roligt
og grine pænt imens,
så jeg sprang over mig selv,
og så jeg aldrig opdagede,
hvem jeg var,
håbede de.
De sad på lattermuren,
de sad der i al deres forsvar,
de sad der med al deres overflade
og rigdom og hygge og lo.
Og de brugte den til alt.
Men den hest de havde givet mig gav op,
den segnede til sidst i håbløs træthed
og flugt og sorg.
Men jeg blev tilbage,
og her står jeg så mange år efter
og børster støvet af mig.
Jeg klapper den ikke,
jeg lader den ligge
lige så roligt hos Gud.