Hvorfor jeg må betragtes som nationalsocialist.

Nationalsocialisme har en grim betydning på sig; seks millioner døde jøder, mere end 25 millioner krigsofre, utallige lidelser.. HAD...

Alt sammen noget, der vil få de fleste til at trække sig fra enhver, der vil sammenligne sig med de tanker, noget så frygteligt hurtigt.

Jeg forstår godt hvis I tøver med at læse videre; "Sådan en antisemitisk hader, hvorfor skal han have taletid!?", og det, kan man sige, har jeg heller ikke krav på.

Imidlertid lever vi i et demokrati, og jeg vil bede jer høre min side af sagen, inden i, næsten per refleks, vender jer bort i skam.

Med jeres forlov, vil jeg bede om taletid et par minutter.

Jeg er etnisk dansk; har levet her, hele mit liv, og jeg elsker mit Dannevang; der er noget her, der er unikt, smukt, stort, for ikke at sige ædelt, og selv om jeg har haft nok af problemer i min tid her, så er jeg, til fingerspidserne, for "Gud, Dronning og Fædreland": Jeg er Dansker, til marven.. Af kærlighed.

Denne kærlighed, og det "noget", vi har her i landet, er unikt; vi er TRYGGE: som et lille "hobbitrup" med de runde døre, er vi et lille sært folk, der hellere vil gå, ydmygt, i uniformt gråt tøj, sidde stille, i ro, i bussen, og holde os private i det offentlige rum; vi er private mennesker, men når vi åbner os, i privaten eller i offentligheden, kan vi indgå i "Du's", med alle i landet: Vi er, med en antropologs ord (en mand hvis navn undslipper mig lige nu), "Den største stamme i verden".

Vi er ET folk; fra Svaneke til Skagen, så er Dansken EN gruppe; sammentømret, ofrende, elskende, ydmygt bukkende for humanismen, og fornuften (og respekten i og for) samarbejde: Vi har det højeste skattetryk i verden, og vi accepterer det, fordi vi VED, at vores næste vil gavnes gevaldigt af det: ET folk, der respekterer hinanden, i fred, forståelse og RESPEKT.

Det er, basalt set, Dansken i sin natur; Et humanistisk menneske, der STOLER på sin næste, og som lever ud fra devisen; "Hvis JEG bliver såret af det her, så gør han nok også":

MEDMENNESKELIGHED.

Deri vores krise: Den største krise i nyere tid; Indvandrerne, og hvordan vi forholder os til dem:

Det er ikke 100.000, vi skal passe på.

Det er HORDER.

Der var, i 2015, 65.000.000 millioner mennesker på flugt.

Et tal, der forventes at være endnu større i 2016.

Fremtidige tal er, naturligvis, ukendte.

Deri vores problem.

Vi ER medmenneskelige.

Vi er, med denne medmenneskelighed, GODE mennesker, og vi VIL det godt!

Men, vi er ikke nok.

Vi tæller, Pt., 5.5 millioner Danskere.

8% af dem er indvandrere.

Det er, lige lidt under 1/10 borgere, der er har anden etnisk herkomst.

1/10 borgere, der, i al for stor udstrækning, IKKE forstår hvad vi har. Som kommer, i langt størstedelen af tilfældene, fra Kulturer, der IKKE har humanisme som udgangspunkt, men som lever efter, og opdrages, til en "Fuck dig!" mentalitet: En mentalitet, vi IKKE kan, må, skal eller bør lukke øjnene for, og som truer alt hvad VI står for. En mentalitet, der IKKE handler om medmenneskelighed, men om overlevelse, fordi de IKKE har nok, og mentalitet, en alt for stor del af dem, har med i deres opdragelse, selv om det var deres forældre, der kom hertil!

Kort sagt, et ALT for stort antal af dem er DYBT utilpassede og VI, de etniske danskere, KAN ikke ændre på, at vi er et helt andet sted end rigtigt mange af dem!

Ja, vi har mange fine ord; integration, samarbejde, ingen ghettoer og så videre og så videre og så videre, MEN vi lever, reelt, FORDI vi er så forskellige, som A og B hold; integrationen er noget, der forgår på de kommunale arbejdspladser, og i medierne, men i praksis..? - Hvor mange indvandrere har du et åbenhjerteligt forhold til, fra din familie til deres? Hvor tit er du med til Eid? Hvor tit er de med til din jul? Tager du i byen med en masse indvandrere? Har du datet en muslimsk pige nogensinde? (Elller er du, som så mange, uhyggeligt bevidst om de horder af fætre, der er klar til at banke dine tænder ud ved den mindste overtrædelse..?). Har du datet en muslimsk fyr? (Eller er du, uhyggeligt bevidst om, at det, at du klæder dig feminint får rigtigt mange af dem til at betragte dig som en billig luder..?).

Vi ER opdelte; "de og vi", og der er ikke, reelt, interesse i at smelte murerne; De muligheder der var, er for længst visnet bort med 1000'er af historier om dysfunktionelle indvandrere, overgreb, voldsomheder og ubehageligheder, og en statistik (Kilde; Danmarks Statistik), der siger, at en mandlig indvandrer er Ca. 39% mere kriminel end den typiske dansker i samme aldersgruppe..

Kort sagt; forsøget har været prøvet, men det GÅR bare ikke.

Men ok, måske kunne man leve med det: hvis det var 100.000 mennesker, så havde vi de fleste af os stået ved grænsen, viftet med Dannebrog, omfavnet dem alle, budt dem inden for, forplejet dem, hjulpet dem.. Elsket dem..

Men..

Der er 65.000.000 af dem, alene sidste år...

65.000.000 mod vores 5.500.000 ditto, og vi KAN ikke rumme, ikke engang 5% af dem, uden at vi, i den grad, bliver truet på vores egne værdier, det siger sig selv.

Vi må altså, alene ud fra hordernes antal, beslutte hvad vi skal gøre.

Vi kan ikke tage imod dem, og vi er, netop, fanget i vores ultimative dilemma, FORDI vi er gode mennesker; "HVORDAN kan vi være medmenneskelige, og så, samtidigt, sige nej, til døende mennesker eller stærkt truede mennesker...? Hvor gode er VI, hvis vi siger nej til de, der har brug for vores hjælp, i deres største krise!?"

Og dilemmaet er virkeligt, det er ondt, det er modbydeligt og det er.. Hamrende hamrende hamrende forfærdeligt, MEN; vi har, simpelthen, ikke den luksus at give alt hvad vi har bort, og så stå tomhændede på gaden. At gøre det er simpelthen mere end naivt, det er selvudslettende dumt; vi må sgu ikke gøre det.

"Hvad er mulighederne?", er jo det oplagte spørgsmål.

Og det er, pinagtigt enkelt; vi må sige nej.

Som de overlevende, og de, der kender historien om dem, fra Estonia's forlis, måtte indse, så er det de, der bliver tilbage for at redde de nødlidende, der går ned med skibet. Det er beundringsværdigt af helvede til, at ofre sig for at hjælpe de svage, men det HJÆLPER bare ikke, og det er det, vi står i.

Intet mindre.

Det er os, og alt hvad vi har kært, eller dem, og jo længere vi venter med at indse det, jo større bliver vores lidelser.

Det kan, alternativt, og på ubegribeligt hårdt dansk siges således, at krigen også er kommet til VORES dørtrin og hvis vi ikke vil rendes over ende, have smadret en stor del af det, der gør vores samfund så unikt, vores tryghed, så MÅ vi sgu, meget snart, acceptere, at vores nation som Danskere, er under pres og, at vi IKKE kommer nogen steder ved at være tossegode: Vi må sige Nej Tak, eller, alternativt, acceptere, at Danmark som vi kender det, for evigt, forsvinder, i humanismens navn.

Er du parat til det offer?

Jeg er ikke.

Simon

PS. Hold venligst kritikken sober, saglig og konkret, tak.