Han sænkede ølflasken, der allerede var faretruende nær den fremmede mands ansigt, og så irritabelt på ham.
   "Jamen...," måbede han, "...hvis det ikke er dig, der har ligget med min hustru, hvem Fanden er det så?"
   Manden gispede, hostede, og prøvede så at tale. Helt forståeligt. Skønt hans stemme dirrede svagt, lykkedes det.
   "Tro på mig! Det var Jørgen. Jørgen, der lige fra vor gymnasiet til har sværmet for Ella. DE har haft et forhold, de sidste to år."
   Manden var desperat nu, kunne han se. Men... Desværre var de desperate ord ikke til at skubbe fra sig. De LØD faktisk som en tilståelse, fra én, der angrede de ting, han dog blot havde været VIDENDE om, og ikke deltaget i.
   I et pludseligt raseri vendte han sig, og hamrede glasflasken ind i en lygtepæl, så den smadrede, og fordelte flaskens glasstumper ud over kørerbanen. Så slap stille den lille mand, og vendte sig. Med tårer i øjnene traskede han træt hjem, til det hus, hvori hans elskede, og hans bedste ven, lå og pustede ud, efter en hektisk aften sammen.

For Satan!
   Hvorfor havde det ikke ham manden. Den lille. HAN havde været lettere at tæve. Både følelsesmæssigt og kropsligt, var det langt sværere, at få gjort op med Jørgen. Det lede svin. Det store, grimme, dumme, léde svin...

De havde ikke engang været gift i en måned, Ella og han. Men nu? Nu skulle han hjem og slå, om ikke Jørgen, så dog i bordet, nu hvor han vidste, at det var galt fat med deres ægteskab, Ellas og hans. Han burde slå dem ihjel, begge to. Med det samme. Men, han elskede jo stadig Ella. For Satan, hvor han elskede hende.

Da han nåede den bar, hvor byens højest betalte prostituerede til stadighed hvervede nye kunder, greb han sig først i at være på vej derind, da han havde hånden på dørhåndtaget.
   Næh, gengæld, dét er sagen, tænkte han. Vi skal være kvit, i hvert fald på overfladen. Man behøver jo ikke røre skøgen!
   Rygtet er nok!