Mia mærkede knuden i maven. Den var kold og hård. Kold som vinden der stod hende om ørerne. Hård som den badebro hun gik ud af. Det var en velkendt følelse. Den havde det med at komme og gå.

Mias skridt var tunge som bly. Hun vidste, hun SKULLE gøre det. Den bløde, røde badekåbe skærmede hende lidt for vinden. Hun mærkede en snert af varme. Men den nåede ikke ind. Den kolde, hårde knude var der endnu.

Bølgerne stod højt i den stride østenvind. Morgensolen skinnede svagt gennem skyerne. Vandet i horisonten blev farvet svagt rødt af den opgående sol. Næsten ligeså rødt som badekåben.

Mia kiggede tøvende op. Var badebroen ikke uendelig lang i dag?

Nu mærkede hun kulden krybe op af de bare ben. Den omsluttede hende nådesløst udefra - som knuden i maven gjorde det indefra. Øv, hvor hun hadede når det var pålandsvind. Men hun SKULLE gøre det. Knuden i maven skulle væk, og der var kun én måde at få det gjort på.

For enden af badebroen stod den fine hvide kasse, som nogle fra badelauget havde været så venlige at stille op. Mia fokuserede og brugte den som pejlemærke. "Hvis bare jeg når ud til kassen, så er jeg der næsten", prøvede hun at overbevise sig selv.

Først den ene fod. Så den anden. Museskridt. Men fremad gik det da. Mia tænkte på nogle af de andre forløsende morgenbade hun havde haft. Glæden ved at mærke det friske vand prikke i huden, kroppens reaktion på det utrolige kuldechock. Men det var ligesom om, den befriende stemning fra de andre gange ikke lod sig indfinde. "Jeg skal, jeg skal, jeg skal", messede hun for hvert lille skridt hun tog.

Hun prøvede at fortrænge grunden til knuden i maven. Ville ikke tænke på det. Det gjorde for ondt. "Snart er det væk for altid", tænkte hun, "snart er du fri." Og så var hun der endelig. For enden af badebroen. Låget på kassen knirkede, da hun åbnede det. Forsigtigt tog hun badekåben af og lagde den i kassen, så den ikke skulle blæse væk. Badetøflerne røg samme vej.

Fuldstændig som moder natur havde skabt hende, stod hun nu der. Klar til at møde sin skæbne. Klar til at blive sat fri. Med et mærkede hun ikke den stride vind. Havde kun ét for øje. Forløsningen.

Langsomt gik hun ned ad trappen. Mærkede det bløde gummi på trappetrinene under sine fødder. Det kolde, hårde håndtag hjalp hende hele vejen ned til det sidste trin. Nu stod hun overfor målet. Langsomt lod hun sin nøgne krop synke ned i bølgerne. Kulden omsluttede hver en millimeter af hendes hud. Først blev fingre og tæer kølet ned. Hun kontrollerede sit åndedræt, som hun havde gjort det så mange gange før. Så kom kulden snigende til resten af kroppen. Og hun vidste, hun MÅTTE gøre det. Hun tog en dyb indånding. Lukkede øjnene. Og dykkede ned i det kolde vand.

Hun mærkede en salig prikken i hovedbunden. Vandet trængte ind i øregange og gjorde hende svimmel. Og så kom forløsningen. "Åh, ja", tænkte Mia, "endelig fri."