Rollen som mor, der vasker tøj, rydder op, laver mad, henter og bringer til diverse børne arrangementer, holder styr på familiens gøremål og mærkedage kender alle.

Ikke at sige der sikkert også er mange fædre som har den rolle, men rollen som enlig mor, der i bund og grund (prøver) og jeg mener prøver sit bedste for at gøre alt hvad hjertet og fornuften begærer for sit barn eller børn

Meningen er ikke at jeg her i skrivende stund skal sidde og synliggøre mine egne hverdags gøremål eller handlinger, både og. Dog gælder dette både for mor og far.
Det jeg prøver at fortælle er, at vi alle sammen på en eller anden måde handler udfra (vores) egne holdninger og opdragelse overfor vores børn og jeg syntes det er vigtigt at vi husker på, hvad det er vi i bund og grund handler ud fra. Nemlig kærlighed!

Jeg selv f.eks. kan da godt sidde sommetider og tænke, gør jeg det godt nok overfor mine børn, når jeg kikker rundt på andres børn!!! Og Ja.. det gør jeg, for JEG gør det bedste jeg kan lige så godt som ALLE andre forældre, enlige eller i parforhold, sammenboende eller ej, så gør vi alle det vi kan, med det vi har at gøre med.

Når jeg sidder og ærgre mig over, at jeg måske ikke er bedre til at huske mine børn på livets færdigheder, kan jeg blot smile og tænke på et øjeblik hvor jeg finder en sød lille seddel i mit skab, hvor en af mine piger har lavet den sødeste og smukkeste seddel, hvor flere egenskaber er påpeget over deres taknemlighed i at have netop mig som mor, ja så behøver jeg ikke anden bekræftelse på, at jeg faktisk viser mine børn den egenskab at være mod andre, som man selv ønsker andre er mod en!

Når jeg igen og igen brokker mig over at drengen min sidder begravet i sin Ipad dagen lang, med en kommentar på at han er åndsfraværende. Ja så kan jeg jo ikke lade være med at smile, og være taknemlig over hans hurtige refleks og nærvær hvis mor i køkkenet kommer til skade og drengen omsorgsfuld og kærligt kommer og trøster en med hjælpsomhed og blide kram.

En teenager i huset som ofte vælger at sidde og hygge på værelset, eller somme tider råber højt af en drillende lillebror, men samtidig kommer og hygger om aftenen, arm i arm på sofaen med mor hygge og fortæller om sit inderste. Tryghed og nærvær forenet med kærlighed.

At skulle irettesætte sin mindste datter hver eneste aften under aftensmaden, med samme sætning "sid stille og bliv ved bordet mens andre spiser" er arbejdet værd, når man får at vide den dag man er i byen, hvor høflig sin datter er og hun om aftenen ved putte tid fortæller, at hun elsker en så højt. Også når man måske har følt, at man har måtte være efter hende hele dagen i opdragelse. Så er det det hele værd.

Hvor ville jeg somme tider ønske at jeg kunne løfte dem gennem livet, så de ikke skulle mødes med det ukendte, det sårende og smertefulde livet indimellem byder os alle for at vi skal lære at begå os på bedre vis. Ville ønske de ikke har skulle opleve sorgen ved tab af dem de havde kær, men igen er jeg taknemlig over hvilke gave de får med i netop at få alt dette med og at JEG har kunne yde dem støtte, deres fædre give dem frirum og kærlighed på ligefod med mig som mor. at vi som voksne i et univers så voksende kan give vores efterkommere færdighed med i kufferten, der besidder alverdens kasketter og kunsten at kunne.

At kunne rumme alle disse egenskaber, kasketter og hvad der ellers vil komme af færdigheder i kufferten livet igennem. Min egen kuffert som mor, kvinde og kæreste bliver heller aldrig fyldt. Jeg vil altid prøve at forstå hvorfor mennesker handler som de gør og altid se hvad de har med i kufferten og give plads til forskelligheder. For det er netop de forskelligheder, som gør os til det vi er... Vi er et forbillede af vores børn og vores børn bliver det vi gør dem til

Pas på dem... nyd dem og elsk dem ubetinget, for en dag er de langt væk, måske ikke bevidst og alligevel. Ingen kan tage tiden tilbage og gøre noget om og det vi sender ud er det som kommer tilbage.

Og det er ikke ment, at vi som forældre skal hjælpe vores børn til at komme lettere gennem livet ved at pakke dem ind og gøre alting for dem. Vi skal stadig være konsekvente og kræve regler, stå ved beslutninger og tage ligegyldighed ved hornene, lære dem hvad rigtig og forkert er, med kærlighed og tryghed.

Jeg så til aften da jeg holdte i min bil ved Mc Donald i drive In, en kvinde med to små piger, en ved hver siden, en herre med to små drenge bagved, alle på vej ud af døren. Klokken er vel omkring 19 og de er alle på vej ud, kvinden RÅBER og jeg mener RÅBER "HØR EFTER" mens der bliver rykket i jakkens skulder og den ene lille pige rykkes tilbage, da hun tilsyneladende var på vej ud foran en bil der stille triller ud foran døren fra drive In udleveringen. Det korte øjeblik jeg observerede situationen, fra da de kom ud og til jeg hørte dette råb, gippede det i mig, følelsen af tristhed og forskrækkelse ramte mit hjerte på den lille piges vegne, kan kun gætte mig til udfra kvindes ansigtsudtryk, at hun blev forskrækket over pigens pludselige bevægelse og uden at tænke på bilerne. En lille pige på måske 7 år, blev ked og trist og tøffede nu slukøret afsted med ned bøjet hoved, fremfor det før oplyste og glade ansigt.
Tænker selv tilbage og måske har jeg selv været den kvinde engang og takker for livets indblik. Takker for nærvær og omtanken på, det at give og hvad det er, jeg giver videre til mine børn.

Kærlighed er ikke at købe, kærlighed er at opdrage. Kærlighed er ikke at give, kærlighed er at lære. Lære livets regler og omgås livets regler med kærlighed, samt at nyde sine børn.