Se verden oppe fra, du er muren og du skal bygge et hus. Du har hverken stige, spand eller mørtel. Hvordan vil du starte?
Jeg ville starte med at grave en god bund med mine bare hænder, det er hårdt og giver en del sår. Men jeg har lært at kæmpe og forsøger. Hullet bliver større og større mens selvtilliden vokser. Folk kommer og kikker på! De griner og ryster på hovedet. Nogle spørger om du vil låne, men du takker pænt nej, idet du kan se det virker trods dit slid!

Men så er det at, det sker. Hænderne kan pludselig ikke mere og du sætter dig ned, tænker og samler kræfter, mens ideen kommer på at, du kan bruge de sten der ligger rundt omkring. Efterfølgende begynder du at vandre lidt udenfor dit område og finder flere nyttige ting. Pinde, vand til at blødgøre, alt muligt! Igen kommer der folk forbi. Nogle stopper op og kommer og hjælper uden at sige noget, uden at spørge. Fordi de ved hvordan dine planer er, helt uden du behøver sige noget. De går igen, måske kommer de tilbage, måske gør de ikke! Men du husker dem. For det de kom med og det de gjorde. Kærlighed og hjælp!

Af en eller unaturlig grund, som faktisk ikke er så unaturlig, men ganske naturlig hvis man vil se det sådan. Ja så kommer der en masse sten til en undervej i sine bygge projekter gennem livet. Nogle gange har vi den tanke lyn hurtig hvor den pågældende sten skal ligge, andre gange må du vende og dreje den eller også passer den slet ikke og må acceptere at, den skal ligge i gemme bunken!

Sten for sten bygger vi gennem livet, nogle gange falder det hele og vi må nøjes med resterne, andre gange bliver vi klogere og kikker os kun tilbage for at smile og mindes den hårde vej.