Tabitha gik op til podiet. Tilhørernes blikke krillede hende i nakken og hun var glad for, at hun havde gjort noget ud af sig selv. De gråbrune lokker var omhyggeligt krøllede og sat i en nonchalant frisure. Hun bar en løs chiffonbluse, som skjulte mavedellerne og et mintgrøn tørklæde, der dækkede halsens bløde rynker. Bukserne strammede en anelse; grå, med et mønster af sorte leopardpletter. De æblegrønne pumps fik hende til at ranke sig og trippe afsted, med svaj i de kantede hofter. Hun lagde manuskriptet på pulten og tog sine læsebriller på. Så rømmede hun sig, så ud over sit publikum, hen over brillerne, og begyndte at læse højt.
"Min-nas be-grav-el-se.
Min-nas be-grav-el-se var en sør-ge-lig dag."
Hun udtalte hver stavelse meget tydeligt.
"Men også en meget smuk dag, det havde Minna sørget for. Minna havde uhelbredelig brystkræft. Hun skrev et testamente, hvori hun skrev, hvordan begravelsen skulle foregå. På dagen for hendes begravelse, var vejret smukt og solen skinnede dejligt. Vi var alle sammen kede af det, men også lidt glade, fordi vejret var så smukt. Kirken var fuld af hendes yndlingsblomster og til begravelsen sang vi hendes yndlingssalmer..."

Sådan blev det ved en rum tid. Tabitha beværtede de høflige tilhørere med en ensformig strøm af observationer, som sendte deres tanker langt væk fra Minnas begravelse. Da hun sagde: "(...) og så-dan fik vi sagt smukt far-vel til min kæ-re ven-in-de," opstod en længere pause, før det gik op for salen, at de blot havde tilbage at klappe.
"Man kan kø-be min bog, hvis man vil læ-se me-re," sagde hun, upåvirket af det lunkne bifald, før hun gik ned og fandt en plads ved siden af sin veninde.

Det var blevet Dianas tur. Hun var synligt nervøs. Også hun havde brugt mange overvejelser på sin fremtoning. Nu var hun endt på podiet i en lang, kamelfarvet nederdele, sort rullekravebluse og de brede fødder plantet i et par ubekvemme stiletter. Omkring det klassiske outfit, havde hun draperet et bredt silketørklæde, som hun håbede forlenede hende med en brøgger-blixensk aura. Hænderne rystede, da hun lagde sine noter på pulten. "Jeg vil fortælle om den hollandske... den oversete hollandske mellemkrigs-filosof, Hoop Heemstra, hvis oversete værker om hans helt særlige..."
"Tal højere!" afbrød en kvinde på første række.
Rødmen blussede op i Dianas kinder og tanken om, hvordan hun tog sig ud foran disse mennesker, sendte nye kaskader af blod til de i forvejen bristefærdige blodkar. Sveden brusede frem under armene. Først blev hun panikslagen, men kom så i tanke om, at det ikke kunne ses på den sorte bluse. Hun kiggede skræmt på sine tilhørere og begyndte forfra, denne gang højere.

"Heemstra kombinerede Jeremy Benthams hedonistiske utilitarisme med Husserls transcendentale fænomenologi til en filosofisk lære, som han betegnede 'fænomenologisk nyttelære'. I hans hovedværk, Pijn en Plezier, fra 1930 - det betyder i øvrigt 'smerte og nydelse' - opsummerede han, hvorledes subjektet ikke er andet, end en ideal pol for sit intentionelle fylde og derfor bør handle således, at det maksimerer summen af velfærd i hele verden."

Hun var faldet lidt til ro i de velkendte formuleringer og holdt en naturlig pause, hvor hun mødte publikums blikke og turde sende dem et forsigtigt smil. De fleste så frem for sig med fortinnede øjne. En virkning, som teoretisk filosofi ofte havde på sit publikum, havde Diana erfaret.
"Jeg ved godt, at det her stof er tungt. Derfor har jeg også skrevet en dialog, som bedre folder Heemstras filosofi ud," forklarede hun.
"Dialogen udspiller sig i 1932, mellem Hoop Heemstra og en tre-årig pige, som jeg forestiller mig kunne være skuespillerinden Audrey Hepburn, som Heemstra skrev flere hyldesttekster til, da han blev gammel og kom på de semi-dementes hjem i Heerenveen."
Diana tog sit manuskript og stillede sig foran pulten. Hun trådte et trin til højre og kiggede på en usynlig tilhører til venstre for sig.
(Diana, med høj, lys stemme:) "Men hvis jeg niver min Lillebror, er det saa slemt?"
Diana trådte nu et skridt til venstre og kiggede i stedet mod højre, hvor lille Audrey skulle forestille at stå.
(Diana, med maskulin stemme:) "Når en Handling er moralsk god, forøger den Summen af Velfærd. Tror du, mit Barn, at den Smerte du paafører din Lillebror vil kunde forøge denne Velfærdssum?"
(Diana, med høj, lys stemme:) "Er jeg saa en god Pige, hvis jeg ikke niver min Lillebror?"
(Diana, med maskulin stemme:) "Det, du saaledes bedriver, mit Barn, vilde jeg betragte som en ikke-Handling, hvorved den ligger udenfor Begrebet Utilitarismen."
(Diana, med høj, lys stemme:) "Hvad saa, hvis jeg aer min Lillebror paa hans Kind?"
(Diana, med maskulin stemme:) "Se dét er nydeligt, lille Audrey. Det vilde give din Lillebror en Smule Glæde. Du bør altid handle saaledes, at du maksimerer Summen af Velfærd i hele Verden."
"Tak," tilføjede hun, med sin egen stemme, og trådte tilbage til pulten.
Publikum klappede kultiveret.

"Det var helt sikkert meget klogt, men jeg forstod ikke, hvad du mente," sagde en herre med underfundige øjne bagefter til Diana.
"Men det var jo derfor jeg inddrog det lille barn - for at folde de komplekse ideer bedre ud," svarede hun, men kunne ikke lade være med at smile. Hun var lettet.
"Du blev for meget i Heemstras sprog, hvis du spørger mig," sagde manden: "han er sikkert værd at stifte bekendtskab med, men jeg blev lidt forskrækket." Mens han talte, sev lettelsen ud af hende og hun blev fjern i blikket.
"Tak for din kommentar. Jeg har en anden aftale", sagde hun og bevægede sig stolt mod udgangen. Ganske brøgger-blixensk.

I samme øjeblik, Lea satte sin nøgne fod på podiet, blev scenen hendes. Hun bar en ukunstlet, lårkort kjole og på hendes kønne hoved sad en spids hat, som var trykket godt ned over krøllerne. Hun vidste, at hendes helt unikke, tøjlesløse provokationer - og måske også lidt udseendet - som regel lagde publikum ned, uden at hun behøvede at anstrenge sig. Frit fra hukommelsen reciterede hun kækt:

"Min hat er fuld af lort
Jeg danser i en port
Gu' er min kjole kort
Jeg er jo lidt escort
For sex er gude-sport

Jeg facer en abort
Og så bli'r livet kort
Men også alt for stort
Ham, Døden, han er sort
Min
hat
er fuld
af lort"

Der blev klappet og hujet. Mest fordi Lea skinnede af saftig ungdom. Men også lidt, fordi versene rimede og ikke som sådan var dårlige. "Hun behøver aldrig køre med cykellygter - hende får man altid øje på," sagde hendes kæreste til sin sidemand og lo lummert. Lea bukkede og tabte hatten, i en indstuderet sortie, som fik hendes følgere til at klappe endnu hårdere og stampe taktfast i gulvet. "Ja, smuk er hun," bemærkede Tabitha til veninden.