Det er kulsort, så sort at selv skyggerne søger ly. Uden ord opsøger vi hinanden. Favnet af mørket kærtegner du min sitrende krop, med søgende hænder undersøger du den som en detektiv. Mellem svedige lagner ligger vi, begge med en tilstedeværelse, men ingen af os er vitterligt til stede.
   Vores sjæle danser parringsdans og den nøgne fagerhed bringer os langt længere, end vi begge havde forventet. Pirrende, tirrende og ømt begiver vi os hudløst og hungrende ud på ingenmandsland, dér hvor ingen mand er, dér hvor vi er alene. De heftige og gispende åndedræt samt uskyldige krampetrækninger maler stjernerne på nattehimmelen og skænker en mild og bedøvende følelse i kroppen, som en beruselse. Jeg svæver, brænder i et splitsekund som en eksploderende supernova.
   Døsigt ligger vi så. Bare os to. Uden af kunne se noget kigger vi på hinanden. Det er fantastisk, jeg har aldrig haft en så ekstrem følelse af eufori før. To drømme forenes. To hjerter der banker i takt, en kabale der går op ligegyldigt hvordan den nu end lægges. Selv om verden går videre udenfor, er det alligevel som om at tiden mellem er statisk. Er dette kærlighed? Er forevigt, evigt?

Nej. Nej, nej, nej.. Kærligheden bragte du, men evigheden var, for mig, visionært.

Kærlighed opædes langsomt af menneskelig ugerning. Drømmescenarier der ophobes af menneskelig frygt for ensomhed.