Du siger det er slut. Du siger "jeg vil ikke mere". Skelsættende ord, der på ødelæggende vis nedsmelter mit ellers temmelig lykkelige legeme. Mine tanker flyttes fra en lang dag på arbejdet med møder, forskellige kontroverser og forsinket madlevering til dét der i virkeligheden betyder noget: Dig. Irritationen over, at fjernsynet ikke virker og at opvaskeren ikke er tømt, bliver pludselig som fjerne og ligegyldige ting, der alligevel ikke fortjener opmærksomhed. Midt i denne lamslåede tilstand, der mest af alt minder om en menneskekrop uden fysisk indhold, skal jeg nu navigere i verden.
Hvad gør man, når vi står ved livets skilleveje, og hvorfor er det så forbandet svært at omgås kærligheden? Hvorfor skal vores verdener mødes, og igen hver til sit, og hvordan bliver vi bedre til at være i smerte, sorg og sårbarhed, når ens indre væsen føles som 9/11?
Weekenden efter du forlod mig, sidder jeg på en bar i København med blandede bekendtskaber. En fjern veninde siger, at hun er ked af at høre om min situation. Jeg nikker til hende, og jeg er ret enig i hendes udsagn. Det er forfærdeligt, og hvis jeg kunne, havde jeg også fjernet den levende sorg der er plantet inden i mig. Den sorg der ikke kan mindskes, men som må sløve hen med tiden. Præcis tiden. Hun fortæller mig, at det er netop i disse studer, at tiden er min bedste ven. Hun fortæller mig at jeg skal tage mig god tid til at bearbejde, tænke og føle. Hvad så med fortiden der nu er statueret inden i mig om en endeløs sorg.
Fortiden. Den er lettere fordøjelig når den er på afstand. Hvorfor? Er det fordi man ikke huske lige så godt, eller er det fordi fokus flyttes? Måske er det grundet fortiden altid kan legitimere nutiden og fremtiden? Billedet af fortiden er nemlig sjældent sammenfaldende med, hvordan fortiden egentlig var da den udspillede sig. Derfor bruger vi den - framer den - ud fra vores nutidige position. Derfor er tiden, dét jeg ikke kan benægte, det eneste der vil hjælpe mig. Her må jeg finde frem til, hvordan jeg på bedst mulig vis kan begribe fortiden, også når du ikke er hos mig mere.
Sårbarhed - bare ordet i sig selv er porøst, skrøbeligt og ømt. Sårbarhed kan være et svært og komplekst emne i livet. Det kan udspille sig på mange måder.
Man kan definere sårbarhed som en blottelse, en risici eller som et åbent forhold til sine følelser. Blottelsen giver andre adgang til dine indre lag, og åbner op for de risici der er ved at åbne op for sine følelser. Det svarer til, at du stiller dig midt på en trafikeret motorvej - spørgsmålet er, hvor længe du kan blive stående?
Man kan også definere sårbarhed som afståelse af den facade vi fra barnsben opbygger, for ikke at blive konstant såret. Sårbarheden duellerer med det psykologiske begreb resiliens, hvilket angiver en elasticitet, spændstighed eller modstandsdygtighed. Resiliens er vores skjold, der giver vores liv med modstandsdygtighed.
Alt handler om balance. Når vi er sårbare, er vi åbne for angreb og ødelæggelse. Men sårbarhed er det vigtigste vi kan give hinanden.
Når kærlighed skal gives videre. På et tidspunkt må man erkende, at det tomrum der skabes når parter går fra hinanden skal udfyldes af noget andet. Når man står midt i et break-up er den første tanke altid, jeg finder aldrig en anden jeg kan give den kærlighed jeg gav dig. Det er svært at finde en stedfortræder, og man kan dele den ud på din familie, dine venner og veninder. Man kan give den til sig selv, også selv om det er det sværeste at gøre i øjeblikket. I øjeblikket er det faktisk det sted kærligheden aller sjældnest finder hen. Den vil pålægges andre, den vil ikke kærtegne forsømte sjæle. Jeg lagde en plan for mig selv. Det lyder ret akavet, ja, endda måske også tror stringent. Jeg forsøgte at give den ud ved min sårbarhed. Det er faktisk okay i øjeblikket - i sociale situationer. Det er dog drænende efterfølgende, når man rammer sengen og ligger og kigger op i loftet, lytter til ambulancerne og forøger at berolige sig selv med, at puden også til tider har brug for et kram.
Man får det bedre af at dyrke sine mørke sider, forpinte følelser og smertelighed. Måske er det godt at gøre sig klar over, hvilke følelser man også har. Det er dog samtidigt vigtigt at komme ud af denne alvorsfulde og humorforladte trancelignende tilstand man placerer sig selv i. d. 28/1 skriver jeg digtet "Elskovsbrand". Digtet afspejler en følelse der angiver frustration, sorg og hjerteveer. Det er melankoli og tungsindighed, men kender du det?
En konstant vekselvirkning mellem illusioner om fortiden, fremtiden og nutiden og så det levede liv. Det er nemt at føle at man kommer videre, og egentlig har jeg ikke travlt - det har jeg også fortalt dig. Måske, det er fordi jeg ikke vil videre, måske hænger jeg fast i minder og familieudflygter.
Du vil elskes... Du rev tæppet væk under mig. Du forsvandt hen over natten, hentede dine ting tirsdag morgen, mens jeg igen forsøgte at placerer mit følelsesmylder i dropboxen på kontoret.
Had. Du siger, at du ikke håber at jeg hader dig. Det er mærkeligt at du tænker sådan, men du forlod mig jo. Måske jeg burde hade dig? Men du har ikke gjort mig noget.. Andet end at æde mig op indvendig da du bestemte dig for, at du havde brug for tid alene.
Kærlighed er livets yderpunkter. Det er i hvert fald her det mærkes med 180km/t. Kærlighed er dagligdagen, det er de mennesker man vælger til i sit liv. Kærlighed er strømme af billeder, vendinger, blikke og ord.
Motivation kommer fra dét vi elsker, så hvordan skal jeg kommer gennem min daglige dag uden dig ved min side? Det er svært at fjerne dig fra min nethinde, når min kamerarulle er stoppet med feriebilleder, og når jeg ikke kan holde mine fingre fra de sidste glimt af dit via sociale medier og min offentsive rutine når jeg tjekker din online-tilgængelighed.
Jeg elsker dig jo -- Jeg elsker pandekager, farver, regnbuer og iskolde øl. Men.. Jeg elsker også dig. Hvorfor (mis?)bruge dette ganske rammesættende begreb om noget så banalt som mad og materialiteter. Jeg elsker dig. Jeg elsker ingen andre. Hvordan formidler jeg det tid dig, når du er et andet sted i verden
Et paradoks? Jeg føler mig oven på. Jeg føler mig lykkelig. Kigger ud på træer og mennesker, og tænker så, at jeg er nu kun har mig selv og mit format at skulle tage hensyn til. Jeg smiler. Griner. Føler mig lykkelig. Jeg har gode venner. Familie. Kollegaer.
Dagen efter vågner jeg op med bæmund og har lyst til at græde allerede inden jeg slå mine øjne op. Tager billeder af mig selv, der alligevel ikke ser dagens lys. Apatisk og døsigt vandrer jeg rundt i tåger, hvor jeg hele tiden kommunikerer med dig. Eller - for at sige det rationelt: jeg kommunikere med mine irrationelle tanker om dig. Du er her jo ikke længere. Alligevel, lever jeg i forestillingen om, at du stadig er her og at du en dag kommer tilbage. Måske, at du står uden foran mig dør, og beder mig lukke dig ind. Lidt lige som dårlige komedier og kærlighedsfilm. Du er stædig, og jeg er ligesådan. Begge ved vi de facto at det er slut.
Når jeg er hjemme - alene - er jeg ulykkelig. Når jeg er ude blandt andre er jeg glad, men ulykkelig. Hvorfor er følelser så paradoksale, og hvordan kommer jeg ud?
Pendulet---Mit liv er i øjeblikket et ustadigt pendul, der svinger mellem yderpunkterne af det jeg vil have, det jeg ikke vil have, savn og tanker. Dig og mig. Alene tid og samvær.
Jeg er lykkelig
ulykkelig
måske begge dele
måske intet
jeg er ingen
inden i
Somme tider nænner jeg ikke engang at være glad. Hvorfor? Fordi jeg inderst inde ikke er det. Hvorfor lade som om, hvorfor forsøge at leve i en placebotilstand af at have det godt. Somme tider har jeg dårlig samvittighed over, at jeg ikke giver mig selv til at føle mig glad og lykkelig.