En let brise bliver til vind
kølighed afløser den lune efterårsdag
bruset overtager samtalen
en armé af kaos
suger tankerne ud
bliver et
med det våde element
vi har ingen blomster med
der er øde på tilskuerpladsen
affald ligger i naturens lyse jord
det er en dag
uden horisontlinje
en eskadrille vildænder
forsvinder
farveløse former fylder ud
hæver sig i kanten
som statuer
ved en verden
hvor kulde og fråd
er evig liv
en sømand
kæmpede engang
en lang og fortvivlet kamp
mod kræfter
der ikke ænsede hans nød
lyden
der overdøvede hans dødsskrig
spurgte ikke om lov
han brugte sit liv
langt væk fra hjemmet
hans gravsten
er altid i bevægelse