Jeg kunne høre i tv'et, at der endnu engang var blevet bombet i Baghdad. Min farbror tog sin mobil, og ringede til mindst ti personer. Kvinderne fældede tåre. Børnene græd af angst, men der ingen, der tog sig af dem. Vi boede alle sammen i et hus. Det tilhørte mine bedsteforældre. Det var ret normalt, at hele familien var samlet et sted. Det var for at beskytte børnene, men samtidig var de samlet et sted.
   Jeg kiggede ud fra altanen. Nogle menneske gik hurtigt hjem, andre var forvirrede. Der blev musestille. Jeg forstod ikke, hvad der skete. Men alle kunne fornemme, at det skulle være starten på en krig. En krig mod den diktator, der dræbte befolkningen. Han havde mange hemmelige agenter, der sørgede for at fortælle ham alt, hvad der foregik. Mange fra vores kvarter var blevet taget til fange, nogen var blevet henrettet, andre hørte man aldrig fra. Det var nu ret normalt for irakerne. De var blevet vant til det. Børnene rundt omkring i verden sov roligt om natten med deres forældre, mens børnene i Irak sov på deres forældres grav. De gik på gaderne og samlede skrald for at overleve. De havde ingen andre muligheder.
   I sidste ende forsvinder alle - selv ens mor- og farbrødre. Hele familien forlader en. Ingen har tid til at tage sig af andre. Heldigvis var det ikke sådan det foregik hjemme hos mig. Vi havde mistet mange i familien. Det lærte os, at vi altid skulle tage os af de svage. Min bedstemor sørgede for, at der var plads til alle. Hun ville ikke have sin børn- eller børnebørn spredt alle mulige steder. Ingen turde tage ud for at handle.
   Jeg hørte om vores nabo, der var blevet arresteret sammen med sine sønner. De havde taget ham til fange. De blev pisket og tortureret til døden i fængslet. De unge drenge skulle som sædvanligt arbejde for regeringen, og være en del af den irakiske hær.
   Min mor viskede i mit ører, og sagde, at en særlig gæst ville besøge os på den nærmeste periode. Det var en person jeg havde savnet, og det var min far. Han arbejdede i Syrien for at forsørge os. Fordi de dårlige levevilkår i Irak, havde min far tanken om at flygte sammen med os.
   Han rejste til Jordan fra Syrien så til Schweiz og derfra til Danmark. Der var blevet taget godt imod ham og han havde fundet sig et job. Jeg glædede mig til at se ham igen efter mange års længsel. En ny kapitel ville begynde efter rejsen til udlandet. Mit liv ville ændres.
   Jeg var fem år da vi forlod Irak. Det er lidt mærkeligt, at jeg husker så meget. Men det var et kapitel af mit liv, der ikke kan glemmes.
   I Danmark bød de os velkommen. Min far stod klar til at tage imod os. Alt så anderledes ud og tingene virkede nemmere. Jeg var meget spændt.
   Hvordan ville det gå for mig? Jeg glædede mig til hvert øjeblik og nød hvert minut, der gik. Ikke mindst, så var det bedste, at vi var samlet - en familie bestået af en mor, far og børn. Følelsen kunne ikke beskrives. Det var noget nyt at skulle bo som en familie uden de andre familiemedlemmer i samme hus. Min lillesøster og jeg skulle starte i børnehave. Jeg var den ældste af mine søskende. Mine forældre købte nyt tøj til os. Jeg fik for alvor lov til at nyde min barndom ligesom alle andre børn. Da jeg startede i skole fik jeg en taske med blyanter og bøger. Jeg fik også min første mobil. Skolen var i hvert fald det bedste, der skete i mit liv. Det var dejligt, at læse og skrive. Jeg læste godnathistorier op for mine søskende. Jeg var også mor og fars tolk. Da jeg blev lidt ældre var det mig, der skulle hjælpe mine forældre med at læse og forstå breve fra kommunen. Jeg var også den, der skulle snakke i vegne for dem, når vi tog til lægen. Jeg fik lært at være selvstændig.
   Jeg er glad for at være kommet så langt i livet. Takket være Gud, min familie og så mine lærere. Jeg ved den dag i dag, hvordan en oplevelse kan ændre et liv. Jeg gad godt vide, hvordan det ville have set ud, hvis jeg stadig levede i Irak. Det er altid hyggeligt at tage på en ferie for at besøge familien i Irak, men ikke at bo der.

Det ville have været skidt for mine forældre og jeg, hvis vi boede i Irak. De er uddannede, men alligevel ville de ikke kunne finde et job som resten af deres familie i Irak. I Danmark har de muligheden for at arbejde og studere, og det er de mere end taknemmelig for.

Det er i hvert fald en oplevelse, der har ændret mit liv!