Mine ting er
min redningsflåde
på tilværelsens ocean.
Noget at holde fast i
for ikke at rives bort -
at forsvinde blandt bølger.
Noget, der skal redde mig
i land, hjælpe mig sikkert frem.
Redde mig fra at drukne.
Noget, der afgrænser,
begrænser og adskiller -
noget, der skal beskytte mig
mod intethed og tomhed.
Noget, der luner
og giver trøst,
tryghed og varme.
Havet er koldt ...
Min tømmerflåde
giver mig en ramme -
forhindrer mig i at blive opslugt
af dybet, det store
sammenflydende intet.
Mine ting viser
noget om mig,
viser hvem jeg er,
giver mig en identitet.
Gennem mine ting
udtrykker jeg mig,
skaber mig en tilværelse,
kommunikerer jeg.
Med mine ting udtrykker
og udfolder jeg
min personlighed
og individualitet.
Sjælens spejl.
På tilværelsens
store ocean
giver min redningsflåde
mig tryghed.
Jeg er anderledes
og falder ikke
sammen med mine omgivelser.
Jeg sender et nødblus op.
Jeg er til at få øje på.
Mine ting beskytter
mig mod fortabelse
i alt eller intet,
jeg har noget - jeg er noget.
Jeg forsvinder ikke.
Mine ting giver mig
forståelse
og genkendelse.
Den, som ser mig,
véd hvem jeg er.
Måske vi er mere
end det ...
Måske min redningsflåde
er forfejlet ...
Måske jeg hører til
i havet ...
Noget fæstningsværk
er det jo ikke,
alligevel
en slags borg.
Mure så tykke ...
Fordøm ikke
denne redningsflåde;
jeg vil jo kun
være mig selv -
vil jo kun leve!
Den, som forsøger at
redde sit liv -
skal miste det.
Det forgængelige
holder mig fast
i det forgængelige.
Min materielle
identitet
forgår -
den sande
og evige
består.