Jeg står på togstationen og venter endnu en gang på toget. Mens jeg venter, tænker jeg på, at der virkelig lugter af tis og øl. Jeg kigger på tiggeren henne ved trappen og tænker over, hvor sulten jeg egentlig selv er, men jeg har ikke lyst til at købe noget. Ikke efter lugten af urin, ø log den forbipasserende mands sved har ramt min næse. Ikke efter jeg har tænkt på den tigger et par meter fra mig, som jeg ingen småmønter gav.

Sådan er det med ventetid. Det sætter mine tanker i gang om alt og intet. Dog stopper jeg mig selv i tids nok til, at kunne brokke mig over, hvor utålmodig jeg egentlig er. Man skulle næsten tro, at jeg var vant til det. Ventetiden altså. Efter alle de gange jeg har ventet på toget, siddet fast i trafikken på motorvejen, siddet sulten og kigget efter tjeneren med min mad, burde jeg næsten kunne forstå det. Ventetiden er over det hele. Jeg ved jo godt, at der er mange mennesker, der skal med toget, at mange får fri for arbejde samme tid som jeg og skal hjem af samme motorvej, og jeg er i hvert fald ikke den eneste, kokken skal lave mad til. Dog finder jeg altid en måde at brokke mig over det på. Jeg fanger tit i at brokke mig over, at toget ikke kører til tiden eller være sur over at kasseassistenten tager det så roligt, når jeg faktisk har ret travlt. Men kasseassistenten gør hvad han kan, og jeg skal finde mig til tåls med, at ting tager tid.
Det er som om, at ventetiden ligger i luften og blander sig med den luft, vi indånder. Venter på at ødelægge det nymoderne, anno 2013, menneskes behov for at kunne kontrollere det. Selv tiden. Derfor deler vi tiden op i skole, sport, lektier og venner. På en eller anden vis, finder vi en måde at kontrollere alt. Selv ventetiden. Og når vi ikke kan, brokker vi os. Jeg gør i hvert fald.
Jeg tit tænkt over, om der kun er dårlig og trættende ventetid. Sådan beskriver folk det jo tit, inklusiv mig selv, især med tanke på ovenstående. Heldigvis kommer jeg i tanker om, at der også er en god og mavekriblende ventetid. Som i juletiden, når man kan se de små børn, der hopper rundt i butikkerne og råber ikke andet end "den ønsker jeg mig til jul!". De sidder derhjemme i deres stuer, kigger på det, der virker som utallige mange gaver under juletræet og gætter på, hvad der er i de flotte pakker. Eller når man sidder og venter på en besked fra en sød fyr. Sommerfugle i maven, der får det fjollede smil frem på ens læber og varmen til at blusse i ansigtet, når man ser hans navn på den lille, lysende skærm.
Desværre tager den lille pessimistiske stemme lidt over igen og minder mig om den dårlige form for ventetid, som jeg bare vil slippe for. Som dengang jeg kom op at skændes med min mor for 140. Gang, men alligevel var det værre end de andre. Vi blev enige om, eller nærmere hun tog beslutningen om, at jeg bare skulle på hos min far. Jeg samlede hurtigt mine ting med tårer i øjnene, en klump i halsen og en snart eksploderende vrede, der intet godt ville føre med sig. Da jeg kom over til min far, ringede han øjeblikkeligt til min mor. Jeg ventede på, at min mor snart ville skælde mig ud for at dele meget mere med min far, end jeg gjorde med hende, som hun havde gjort så mange gange før, men jeg vidste, at denne gang ville det være berettiget. Jeg ville aldrig have fortalt hende om mine skænderier med min far. Ikke nok med venten på den frygtelige opkald og den råbede stemme fra den anden ende af røret, vidste jeg, at jeg også skulle snakke med min far om det. Det var en ventetid, jeg nægtede at skulle opleve, så jeg lagde mig ned, lod tårerne trille ned af kinden, lukkede øjnene og lod drømmene tage over.

Selvom jeg til tider synes, at ventetiden er helt forfærdelig, er der jo så mange gode slags ventetider, som jeg kan se frem til og nyde. Når jeg er på arbejde og kommer op til fødegange på Rigshospitalet, ser jeg tit pårørende siddende uden for afdelingen i venteværelset, alle med smil på læberne og ser spændte ud. Det bedste er, når jeg ser en kvinde komme ud, med armene om en lille, sød nyfødt, der er svøbt ind i et tæppe. De pårørende rejser sig hurtigt, for at se den lille og glæder sig til at holde om den person, de har ventet på at se i ni måneder, udbryder alle et "ih" og "åh" og hører om hvordan fødslen gik, hvor meget barnet vejer, og hvordan tårevædede far reagerede.
Mit kontrollerende jeg tager over og indser, at der måske ikke kun er god og dårlig ventetid. For et er vel lige så firkantet som at sige, at der kun er gode og dårlige mennesker. Der er ventetid som i sidste ende bare er spildtid, men man kan gøre ventetiden nyttig og bruge tiden, når man venter på bussen på at lave lektier, tænke over hvordan man skal klare den stressende uge og stadig have tid og overskud til en selv. Omvendt gør man måske også ventetiden, som man kunne have brugt på noget ordentligt, til spildtid. Bare ved at kigge på det antal apps man har på sin smartphone og tænke over, hvor meget man egentlig bruger dem. Lørdag aften, hvor man ved, man burde lave sin stil til næste uge, sidder man og tager et spil Angry Birds og udsætter endnu en gang stilen. Man spilder tiden på at spille, i stedet for at udnytte den tid man har, mens man venter på, at det bliver morgen, så man kan komme til brunch med sine veninder, på at skrive den stil, som man godt ved i sidste ende bliver lavet aftenen før, den skal afleveres. Dét er det moderne menneske i en nøddeskal.

Jeg kan høre toget komme kørende på skinnerne, og jeg bliver vækket af min trance. Jeg kigger på nogle andre ventende på bænken og ser, at deres ellers tomme blikke pludselig liver op. De har også tænkt.