I mulighedernes univers omklamres jeg af det åbenlyse.
Det stinker lidt af høm-høm og bunken der for længst skulle ha' været på fyldet.
Mon jeg nu når det, de forventer?
Den øverste knappe er knappet.
Ikke fordi det er rart; men fordi den skal.
Den sædvanlige sniksnak kører på repeat.
Mon de er lykkelige eller lader de som om?
Noget synes nyt, men det åbenlyse forties atter.
Så intenst og længselsfuldt et blik glemmes ej.
Mon boblen springer eller synker til bunds i tabuets ocean?
Lag på lag smøres der med negativ saldo og pyntes med lys.
Vi skal ihvertfald toppe genboens gæsteliste.
Cecilie er ligeglad og glemmes let blandt glimmer og glitter.
Mon de opdager den påklistrede glæde?