tusmørkt sidder jeg
metoninens sidste stråler
ånd ud du søde natdyr nøgen møder jeg
vemods adagio
nu drømmetågen letter
af lykkens lakune
forstemmende stilhed fandt jeg
i barmhjertigblå søvndans
under nattehimlens skønhed gik jeg
i tårer min elskede
jeg hader dig
gennem morgenblanke smerteskær
forbandet er du
nådesløse varme
følelsesfuldt er alt du kan give
omsorgskrans i modklang mine hænder
søger dig får aldrig hvile
førend de knuger dit kød
i krampetag min kære
hold dig væk
aldrig bad jeg før som nu
kom ikke tættere
kun helt tæt jeg kvæles
af den luft der skiller vore legemer sig ikke mere
løgner
vær bønhør
pres mig til jeg forsvinder pres mig
mens skarntydesafter ætser
pres til alt jeg kan mærke er dine knoglers flinteæg
gennem mig
jeg vil se blodet løbe hold mig
hårdere hold din kæft
lad mig se dig fortvivle
lad mig slå dig til jeg brister
lad mig knække mod din ro lad mig pinefuldt forgå
med hvert et pulsslag kun du slår ikke igen
og med hvert et kærtegn bliver det sværere at være til
ulykkelige
uudholdeligt er dit knuste blik
min elskede
hør stilheden vågne
lad mig evigt mærke
denne kærlighedens ømhed
lad mig længselsfuldt dø
i dette favntag lad os for altid
blive
i denne afgrunds
erosgry