Min kære elskede Nathan,

Når du læsser dette brev, så er der gået et år siden den dag, jeg lod mig falde over bord og ned i det kolde, mørke vand. Du SKAL tro, at den smerte jeg har påført dig, beklager jeg meget.

Jeg ved at det og en undskyldning ikke hjælper spor og det gør det næste jeg skriver, heller ikke. Du skal bare vide, at det jeg gjorde den gang, var for at beskytte os i mod, det vi viste var på vej i mellem os. Det føltes så rigtig det hele, men jeg viste at det var forkert. Og du havde ret da du fortalte hende, at jeg var ved at tø op. Bare halvanden døgn mere, sammen med dig og du kunne gå rundt med mig i en kop. Det var så tæt på ar jeg gav efter, da du lænede dig frem for at kysse mig. Det måtte bare ikke ske, det du ved. Derfor måtte jeg tage en hurtig beslutning og det skulle gå stærkt.

Tro mig, min kære.
   Jeg vil aldrig glemme dit blik og dit ansigtsudtryk, sidste gang jeg så dig om nord på båden. Den smerte, rædsel og frygt jeg så, står tydelig for mit blik, den dag i dag. Det var en barnligt udvej, det ved jeg godt, men på det tidspunkt, synes jeg at det var en god ide'.

Min kære, dejlig, elskede Nathan,
   Det var ikke fair af mig, at lade dig tro, at jeg var død og så i al den tid. Jeg håber at du en dag, ville kunne tilgive mig, selvom jeg ved, at det jeg gjorde, var og stadig er utilgiveligt.

Så min kære Nathan,
   Hvis du en dag når så lang, at du har tilgivet mig, så lad os mødes.
   Men husk, kun en enkelt gang, så du kan skælde mig, giv mig en lussing, eller hvad du nu har lyst til. Jeg har fortjent det hele, det ved jeg godt. Jeg tager i mod det, uden at kny.

Jeg har vedlagt en nøgle, som passer til en postboks. Hvis du vil mødes, så læg et brev der i, hvor der står, hvor, hvornår osv. Jeg har selv en nøgle der til. Jeg tjekker postboksen hver dag.

Jeg håber virkelig at jeg snart hører fra dig Nathan og hvis ikke? Tja, det har jeg så fortjent.

De kærligste hilsner
   Din 4-evigt
   Guleroden