Min søster, der er klog på mennesker og retfærdighed, siger til mig, at alting forandres. At man skal mærke sin tilstand, og accepterer den, for den vil forandres, for den er ikke evig. I mit tilfælde skal jeg mærke mørket. Mærke mørket for det er alligevel ikke evigt. Men mit mørke har varet længe nu, det er blevet sort, og at mærke det, er ikke længere et valg, for der er ikke længere andet end det at mærke. Jeg tror ikke længere på, at det vil forandres, og jeg tror ikke længere, jeg ønsker forandring. Mørket er mig nu. Mørket er min tryghed nu. Forsvinder det, kan det komme tilbage. Nu er det her. Nu er det mig.
Derfor tager jeg af sted. Derfor rejser jeg. Jeg rejser med et tog. En rejse med et tog, jeg håber vil køre hurtigere end mine tanker, hurtigere end mit mørke. På den måde kan jeg vende tilbage til mørket. På den måde kan mørket ikke vende tilbage til mig. Jeg læste engang om en metode, man brugte i visse arbejdslejre. Jeg husker ikke hvilke, og jeg husker ikke hvor. Men metoden nedbrød fangerne fysisk og psykisk indtil de til sidst hverken vidste, hvem de var eller, hvad de mente. Da fangerne nu var renvaskede tavler, kunne man nu lære dem, hvad man syntes, at de skulle kunne og mene. På den måde genopdrog man fangerne. Det her er et grusomt eksempel, det ved jeg, men jeg synes det passer godt på mit mørke. Jeg håber nemlig, at toget kan kører hurtigere end mine tanker og hurtigere end mit mørke og efterlade det på vejen. På den måde kan min tavle viskes ren og igen fyldes med nye stationer med nye farver og tanker. På den måde kan jeg måske genopdrage mig selv. Genopdrage mit mørke. Genopdrage mine tanker.
Toget er tungt, det kører gennem landet. Jeg ved ikke hvilket land og heller ikke hvortil. Destinationen betyder ingenting som vejen dertil heller ingenting betyder. Det er det, der er med mørket, det lægger sig over al betydning og efterlader kun håbløshed og ligegyldighed. Mørket er min medpassager i den lille tætte togkupe. Mørket er min medpassager, der bestemmer alt, selv i de inderste kroge af kupeen. Den sætter sig på den plads jeg havde udset mig. Jeg kan kun overgive mig og tage andenpladsen i mit eget liv.
Toget er tungt. Jeg er tung. Min medpassager er tung. Vi kører med toget gennem landet, uden retning og mål. Desperationen er den eneste guide vi har og den presser os frem hurtigere og hurtigere. Det eneste kort vi har, er et kort af uvished. En uvished der viser os vejen til ingenting. Jeg overgiver mig til desperationens guide med kortet af uvished. Jeg følger med. Jeg smelter sammen med skinnerne og mærker kun uvisheden om ingenting.
Alt er tungt. Toget stopper. Der er mørkt udenfor togvinduet. Jeg kan se genspejlingen af min medpassager. Mit eget ansigt er udvisket i ruden. Mit eget ansigt er for tæt på til at kunne ses. Jeg kan ikke fokusere på det. Jeg kan ikke se det tydeligt. Jeg er utydelig, kun min medpassager er tilstede i min genspejling i ruden. Det rykker i toget da det stanser, mit hoved rammer vinduet og jeg kan mærke smerten forplante sig i kroppen. Smerten er velkommen. Velkommen til at rejse med os.
Vi står ud på perronen. Første stop.
Jeg ville ønske, jeg kunne fortælle om resten af rejsen. Ønske at jeg kunne fortælle, hvordan vi alle tre står fortabte på perronen. Hvordan vi alle tre står forladte og alene tilbage. Jeg ville gerne beskrive vores første stop. Vores første stop som ville være fyldt af alkohol. En bedøvende alkohol, der rammer vores nervebaner med sin befriende ufølsomhed. Ufølsomheden ville flyde i vores blodbaner. Flyde ud til de yderste blodkar. Den ville åbne dem og lade den falske varme flyde ud over vores bedøvede hud. Den ville ligge sig som et slør om vores kroppe og beskytte os for en tid. Vores hjerneceller ville for en tid vågne i bedøvelsen. Bedøvelsen ville give dem energi uden liv. Jeg ville ønske, at jeg kunne beskrive, hvordan vi i denne bedøvede tilstand ville kunne mærke. Hvordan vi ville kunne mærke en dunkende rytme uden toner. Alt ville spille med i rytmen: vores hænder, vores læber, vores kroppe ville være instrumenter i rytmen. De ville spille en rytme, der kun ville have én udvikling. Fremad. Vores åndedræt ville synge de lydløse toner. Vi ville fylde vores tanker med tankeløs tomhed. Befriende tomhed. Tomheden ville føre os til tilfældigt sex med tilfældige partnere med tilfældigt beskyttelse og med tilfældige konsekvenser. Men tomheden ville udviske betydningen af konsekvenserne. Vi ville forlade konsekvenserne med ligegyldighed. Vi ville tage videre på vores rejse.
Rejsen ville være lang. Toget ville være tungt. Stoppene ville være mange. Jeg ville ønske, at jeg kunne beskrive dem. Beskrive hvordan de alligevel blev lysere. Hvordan de alligevel blev lettere. Jeg ville ønske, at jeg kunne beskrive, hvordan jeg med våben af lys og lethed brød med min medpassager og brød med smerten. Hvordan jeg efterlod dem alene, forladte på den fremmede perron. Jeg vil gerne fortælle, at de betragtede mig, at jeg bevægede mig væk. Jeg ville gerne fortælle, at jeg ikke så mig tilbage i min bevægelse.
Jeg ville tage toget hjem. Hjem til København, Hvor det ville sne i tusmørket. Tusmørket ville forsvinde op i det fremstillede lys byen frembringer og blive evigt for en nat. Jeg ville tage 5a. Jeg ville stå af et stop for tidligt for at hente den cykel, der bragte mig til toget. Den cykel der bragte mig til starten. Jeg ville beskrive, hvordan cyklen stod, hvor jeg forlod den. Jeg ville fortælle, at omgivelserne ikke havde glemt mig. At de ikke havde opgivet mig. Og jeg ville beskrive, hvordan de genkendte mig. Og hvordan jeg genkender mig selv i det velkendte tusmørke. I de velkendte omgivelser.
Jeg ville mest af alt ønske, at jeg kunne bekræfte, at toget kørte hurtigere end mine tanker. At toget kørte hurtigere end mit mørke. Jeg ville mest af alt ønske, at jeg kunne fortælle, hvordan alting forandrede sig. Sige til dig, at det forandres med eller uden dig. At alt forandres mørke eller ej.
Men jeg ved det ikke. Jeg kan kun fortælle, at jeg stadig sidder i kupeen. At jeg er alene med min medpassager. At jeg er alene med mørket. At smerten stadig følger os. Jeg kan kun fortælle, at jeg stadig sidder på andenpladsen i mit eget liv. Jeg kan kun beskrive de uvisse veje til ingenting. Kun beskrive, at rejsen stadig guides meningsløst af desperation. Jeg kan kun beskrive min tavle som fyldt med tomhed. Jeg er stadig mørket og jeg venter stadig på det første stop.