Det ukendt landskab lige her,
åh, jeg kender det så godt,
genkender hver eneste plet
det er mit helt eget landskab.
Jeg tøver et øjeblik endnu,
tager så det første skridt,
træder ind i landskabet
storslået, vildt og ukendt.
Døren til Verden lukker sig,
jeg er trådt ud i landskabet,
jeg er trådt bort fra noget,
husker ikke længere fra hvad.
Jeg kan ikke træde tilbage;
det jeg kom fra bag døren,
er ikke længere det samme,
for jeg er der ikke længere.
Landskabets ufattelige vildskab
i blide bløde afrundede former
skræmmer mig helt tilbage igen
til mine tankers trygge tristesse.
Så vildt og så blidt og så blødt
og så forrevet og så farverigt
kan Verden udenfor ikke være.
Jeg må stadig være indenfor.
Er indenfor blevet udenfor?
Træder i trods endnu to skridt
derud i det ukendte landskab,
jeg alligevel kender alt for godt.
Det er mit eget spejlbillede,
min Verden spejlet i sig selv,
mine tanker kan forme Verden,
hvordan ser virkeligheden ud?
For hvert skridt jeg tøver,
tænder titusinde tanker
ude i det landskab, jeg ser,
hvor jeg er, og hvor jeg går.
Indenfor i Verden udenfor
bliver urimelig forvrænget,
jeg kan ikke længere skelne
frit mellem mine Verdener.