Zimbabwe, hvad skete der den dag
da du forsvandt?
Væk i dit virvar af sanseløs korruption,
der med sorte skyklapper,
ignorerede de blanke øjne,
fra dit folks magre kroppe.
Uden et ansigt.
Uden en stemme.
Uden et kald fra verden.
Zimbabwe, Hvornår trådte bedraget ind
af din forgylde port?
Der nu langsomt krakelere fra sin
rustne overflade.
Men dog forsat skjules med polerede smil,
for ingenting at røbe af
spionernes løgne
Uden moral.
Uden kritik.
Uden at vende sit blik.
Zimbabwe, hvad blev der af
alle de guldmønter,
der regnede ned på dit frodige land
Hvor blev de af?
Hvor er de nu?
Har du gemt dem væk under
jordens fugtige muld?
Der forsat vandes af diktatorens
beskidte hånd.
Uden en sjæl.
Uden et hjerte.
Uden en samvittigshedskerne.
Zimbabwe, hvis du ser dig om,
dit guld forsvandt
i koleraens randestene.
De flyder nu med menneskeknogler
og værdiløse zimbabwe dollar,
der sælges på gaden
for gammelt brød.
Uden smag.
Uden skorpe.
Uden et mærke for hvornår
anvendelses datoen er omme.
Zimbabwe, har du glemt
din kraftfulde skønhed,
der springer ud fra Victoriafalls?
Og du råber Victoria Victoria,
det er mit sejersnavn.
Men er kraften mon druknet
i lidelse og jammersang.
Uden en tone.
Uden en melodi.
Uden et horn til at blæse ind til
kamp om revolution.
Zimbabwe, hvor er dit folk?
Jeg ser dem ikke.
Hvor er deres øjne?
Hvor er deres ansigter?
Hvor er deres mod?
Hvor har du gemt Victoria
i deres hjerter?
Har du mon gemt dem væk
i udkantens township,
med deres hænder bundet
på ryggen?
Men ved Limpopoflodens bred
jeg ser dem sultne og desperate,
flakkende over mod Sydafrikas
fristende land.
Uden en kuffert.
Uden et pas.
Uden en frygt for krokodillernes røst.
Men inden de forsvinder i
flodens lunefulde gab.
de ser sig tilbage og tænker:
Zimbabwe vores fædreland,
hvornår kommer du tilbage?
Hvornår skal vi se dig igen?
Uden dine tunge lænker.
Uden din diktators blodige næver.
Uden dine forrædere i skjulte klæder.