"Gå og tage dine svenske venner med dig," sagde jeg vredt, idet jeg pegede på hver og en af dem. Jeg fulgte min finger rundt og kiggede flygtigt på dem alle, inden jeg vendte dem ryggen. Mit hjerte hoppede og dansede. Hvor vover han? tænkte jeg, mens jeg gik hen til det lille vindue og kiggede ud. Udenfor dalede sneen langsom ned, i takt med mit humør. Sådan en skuespiller snude. Hvad bildte han sig ind? Gifte mig med ham?
   Jeg havde ikke hørt noget, ikke registreret at de havde rejst sig op. Ikke en eneste bevægelse. Men jeg hørte at døren blev lukkede i bag mig. Før havde jeg stået stolt og strunk, men nu sank min krop sammen. "Hvad er der i vejen med mig? Hvordan kan jeg føle savn efter ham, allerede og så hos en mand jeg overhoved ikke kan lide?" sagde jeg ud i det nu mørkende rum. Der begyndte at løbe tåre ned af mine kinder. Jeg tørrede dem hidsigt væk.
   Det gav et sæt i mig, da et par hænder blev lagt på mine skuldre. "Græd ikke, for du elsker mig jo."
   Hans stemme var kun en hvisken i mit ene øre og alligevel kunne jeg ikke lade være med, at vende mig om i mod ham. "Hvor vover du? Du kender jo mine følelser for dig. Så hvor vover du?" Han hev mig ind til sig og jeg prøvede at gøre mig fri. Slå til ham og vride mig, men han holdt mig bare endnu mere fast. Til sidst kunne jeg ikke mere og gav op. Jeg var som en kludedukke i hans arme. Han gik ned i knæ og løftede mig op i sine arme. Jeg ville protestere igen, men han lukkede sine læber over mine, inden jeg kunne nå at sige noget. Jeg ved ikke om det var chokket over at han kyssede mig. Eller om det var fordi jeg kunne lide det. Men jeg protesterede i hvert fald ikke. Da han langt om længe slap mine læber, hev jeg efter vejret. Han smilede ned til mig. "Sæt mig ned." Jeg så mig rundt. Han rystede på sit kønne hoved. "Lov mig, at du ville tænke over det?" Jeg nikkede og han satte mig ned. Jeg vaklede og satte mig, der hvor svenskerne havde siddet før. "Gå og tage dine svenske venner med dig."