Jeg havde aldrig regnet med at jeg skulle opleve dette.
Dengang hvor jeg var lille, var det altid overfor min far og mor jeg skulle fedte.
Mit liv begyndte 10 dage for tidligt - en hård fødsel med mangel på ilt.
Overvågning af sygeplejerskerne under en kuvøse med lamper som varme.
Nat efter nat med gråd.
Trøst at finde i mine forældres arme.
Maden og mælken jeg fik, blev næsten altid spildt.
Men blev rigtig meget forkælet af familie og bekendte, der åbenbart overskud til gaver havde råd.
Lærte at gå let senere end andre.
Dengang var alle fyldt med glæde og positive tanker.

Desværre ændrede det sig, da jeg startede i folkeskolen.
Alle var så fremmede og nærmest skræmmende.
Usikker på mig selv og alle opgaverne, samt krammene.
Jeg vidste jo ikke dengang, jeg nu skulle få en frygtelig behandling af iskolde personer, der ligeså godt kunne have boet på Nordpolen.

Mobningen begyndte allerede i 0. klasse.
Der blev grint og om mig sagt en hel masse.
Sagt alt for mange ondskabsfulde ord.
Arret kom straks på min sjæl og satte sig dybe spor.

De indre smerter og selvmordstankerne farede rundt i mit hoved.
Lærerne forstod det ikke, de gjorde intet ved det - sagde blot det hele nok skulle løse sig, men man kan ikke bare ændre folk, der har et forskruet syn på andre mennesker.
Alt for mange i de forskellige klasser jeg gik i, dømte mig på mit udseende; de kunne ikke tage mig for den som jeg er - om jeg så er dansker eller svensker.
Selvtilliden mistede jeg fuldstændig og mistede al min glæde og alt mit mod.

Jeg følte mig ligegyldig, et nul.
Ingen forstod mig sådan rigtigt, og ville de overhovedet være venner med én som mig?
Jeg var anderledes og skilte mig ud.
Hver eneste dag, når jeg kom hjem, kunne jeg ikke stoppe med at tud'.
Al sorgen skulle simpelthen ud af min krop.
Nu måtte dette helvede sgu snart holde op!
Jeg ville ikke længere være i dette sorte hul.
Mon jeg nogensinde ville se solen igen på min vej?

Betød jeg overhovedet noget for de personer jeg så hver dag, eller var jeg blot et uskyldigt offer som skulle nedgøres som var det normalt?
Der var helt sikkert noget galt.
Hvorfor hørte ingen efter hvad jeg sagde i timerne?
Skulle jeg bare gemmes af vejen?
Skulle jeg kun ses, men ikke høres?
Af vrede og angst var jeg ved at eksplorere, som var jeg lige trådt på en af landminerne.
En ordentlig samtale kunne sjældent føres.

Mor drak og far passede på mig - alkoholisme ødelagde fællesskabet.
Men jeg vidste godt du dengang prøvede at gøre dit bedste for at stoppe.
Jeg kunne inderligt mærke din kærlighed, når du lavede rugbrødsmadder og andre gode sager.
Selvom vi kunne blive sure og irriteret på hinanden, da jeg trådte ind i teenageårene, så elskede jeg dig virkelig, selvom jeg ikke altid viste det min skat.
Da du faldt i havnen, vidste jeg straks det var tabet.
Tabet af noget værdifuldt, som fik mig til at længdes efter musikken og sangen.
Hver en ny kæreste du gik, gik du til den næste, som en kanin, der til hvert et hul kan hoppe.
Dine psykiske problemer havde du svært ved at få styr på, også selvom du begyndte i AA.
Men du kunne ikke være ædru længe af gangen.
Jeg tilgiver dig, fordi du virkelig prøvede på at passe på din lille pige, som nu har vokset sig stor og stærk.
Nu hvor du er i Himlen, behøver du ikke længere bære nag.
Du vil jo altid blive husket for at være byens bedste mor og bager.
Jeg tænker stadigvæk på dig dag og nat.
Undskyld for alle de gange, hvor jeg flippede ud og smækkede med alle døre og råbte og skreg.
Det var jo min eneste måde at fortælle jeg ikke fandt mig i det - nej.
Det var ikke min mening at gå bersærk.

Far passede på mig, samt resten af familien, da du ikke længere levede på jorden.
Din bisættelse var så ubeskrivelig smuk.
Efter alle disse år med smerte og skuffelser, kan jeg kun give et stort suk.
Du er husket for evigt - din aske er spredt ud over hele fjorden.

Selvom jeg ikke altid har været til at forstå, så prøver jeg på at blive bedre til at kommunikere med andre.
Men jeg prøver at blive endnu bedre til at vise forståelse uden at snakke så meget hele tiden.
Det er svært, men jeg skal nok med tiden få det lært.
Nu er det vist tid til at tænke positive tanker.
Tænke på alle dem som altid overfor mig har opført sig kært.
Dem, som altid skaber smil på læben, og som har gjort mig glad lige siden.

Især er det dig Gudmor, som har været med til at give mig et positivt sind.
Du har altid været til at græde ud ved.
Du kender mig ud og ind.
Du gør mig altid glad, når jeg tænker sort og er ked.

Du, kære storesøster, har altid været med til at opmuntre mig med søde ord.
Du har vist altid været hende, der har kunnet finde på nye og sjove påfund.
Jeg tror rent faktisk det er dig som jeg mest har været til lægen med - du har sørget for både creme til mine arme og søde ting til min mund.
Du har altid beroliget mig med gode råd, samt vist mig min plads i dit hjerte er stor.

Kære mormor og morfar.
I har altid været mit hjerte så nær.
Gid I boede tættere på og kunne sørge for mig, når jeg ligger syg.
Jeg tænker på jer ligeså snart jeg står op.
I ved hvad der skal til, før jeg slapper af i min krop.
Jeg er jeres helt egen Julie Gry.
Overfor jer skal man altid være sød, venlig og kær.
I har jo trods alt levet rigtig mange år nu - I er noget af det dyrebareste jeg har!

Kusine, moster og company.
I er altid fyldt med glæde og harmoni.
Træls vi ikke kan ses noget mere.
I skulle jo lige være her.
Her, hvor alting det sker.
Med jer, fyldes mit hjerte op med kærlighed, som gør jeg glemmer der om vinteren sner.

Kære dejlige kæreste.
Vi to kender hinanden så godt.
Vores problemer og konflikter klarer vi så småt.
Du er virkelig ham jeg elsker overalt på jorden.
Dejligt at være din kæreste - kun sammen med dig, er jeg med på den værste.
Jeg kunne aldrig finde på at være dig utro.
Du er jo trods alt dem som giver mig al den tryghed jeg behøver.
Dem, som vil skade os og vores forhold, skal vist straks kastes ud foran nogle løver.
Hos dig vil jeg gerne bo.
Du fylder mig med masser af positiv energi, som jeg sender videre med bladene ved fjorden.

Resten af jer som er i min familie, dette skal I lige vide:
Jeg vil altid stå ved jeres side.

Kærligheden til jer skal jeg til jer nu vise:
Nu' det tid til at grine og at fnise.
Ingen grund til at komme i endnu en krise.
Sammen kan vi skabe trygge rammer.
Skabe glæde, når vi hinanden krammer.
Omkring bordet, kan vi nu den lækre mad begynde at spise.

Jeg har været igennem lidt af hvert lige siden jeg blev født.
Først nogle måneder inden min konfirmation, blev jeg døbt.
Lod min mors veninde fra opgangen blive min Gudmor.
Ja, jeg havde taget det rette valg.
Det var dig som skulle være min evige lykkebringer.
Sammen med dig, er det alle blomsterne omkring os, som springer.
Hvis jeg kunne, ville jeg give dig alting uden først at sætte det til salg.
Du er virkelig det smukkeste menneske jeg endnu har mødt, og alle dine gaver du har givet mig, er de bedste ting du har købt.
Du har altid gjort hvad du kunne for at hele mine sår, når huden uheldigvis har blødt.
Det er virkelig dig jeg holder fast i, også selvom du lidt langt væk bor.
Tak for jer alle sammen for at have hjulpet mig i de svære tider.
Hvad skulle jeg dog gøre uden jer?
Jer som kan acceptere mig for mine svage og stærke sider.
I hjælper mig med at lave ordentligt mad, samt at bage boller som kan hæve pga. noget gær.

Ordene kan ikke skrives.
Dog kan bladene om efteråret væk rives.
Jeg vil gøre alt hvad jeg kan for at vise jeg elsker jer som de mennesker I nu er blevet til.
Jeg er jeres digterinde i tykt og tyndt.
Livets lange rejse er egentlig først lige rigtig begyndt.
I må gerne vinde over mig i alle spil.
Men har jeg så held i kærlighed og i venner.
I er de bedste mennesker jeg på jorden kender.