Jeg lå og kiggede op mod stjernerne, sagde til mig selv "rejs dig op Iben eller frys ihjel". Jeg fik min udmattede krop op og stå. Fjernede det lange røde hår fra ansigtet. Gik mod huset hvor jeg boede hos min onkel. Jeg ville ikke, men kunne ikke holde til mere kulde. Jeg gik forsigtigt op og åbnede døren, var meget nervøs. Da jeg lige var kommet ind kom min onkel frem i døren, han så vredt på mig. Gik hen til mig og råbte mig lige op i hovedet "Iben hvor helvede har du været" jeg kiggede på ham. Kunne mærke at tårnene pressede på, men ville ikke græde. Kiggede mod gulvet sagde lavt "Undskyld" han rev mig i håret, jeg skreg "slip" han gav ikke slip før jeg sad på min seng han slog mig. Han gik ud, jeg tog mig til kinden sagde beroligende til mig selv "det sker aldrig igen, det sker aldrig igen" jeg var helt fra den. Jeg lagde mig på sengen og græd, tårnene løb ud, hele puden var våd.

Jeg vågnede med et sæt, "Iben kom her ned". Jeg skyndte mig ned til min onkel, som kiggede på mig. Han sagde "Jeg skal på arbejde, nu ingen ballade!" jeg kiggede på ham sagde bare "jeg skal nok opføre mig pænt" men jeg tænkte "jeg stikker af igen, jeg giver ikke op". Han tog hånden op under min hage og rettede mit ansigt, så jeg kiggede på ham. Han kiggede på mig og sagde alvorligt "jeg mener det Iben, du kan lige så godt droppe det. Jeg finder dig lige meget hvor du flygter hen" jeg vidste godt at han havde ret, men jeg ville ikke give op. Da han var gået, løb jeg ind på mit værelse. Tog min trøje på, og min blå lange frakke. Trådte i mine små brugte sko, kiggede rundt på værelset. For at være sikker på at jeg ikke glemte noget. Gik ud i køkkenet tog en lille kniv der var i et hylster, lagde den i lommen. Gik mod døren, åbnede den råbte "jeg er fri, jeg er min egen" og løb, jeg løb alt hvad jeg kunne. Jeg havde prøvet at stikke af så mange gange, men denne gang var særlig. Der var noget i mig der sagde "Iben det her lykkes". Min onkel havde altid fortalt, at min mor var en luder og at hun ikke ville have mig. Alligevel troede jeg ikke på ham, jeg kunne føle at min mor var der et sted. Min far har jeg aldrig hørt noget om, så der er jeg fortabt. Det eneste jeg ved, er at min far hedder Torben, min mor Helle. Vores efternavn er Olsen, jeg løb stadig, kunne godt mærke at min krop, var blevet vant til at løbe så meget. Jeg var kommet til havnen, viste ikke hvad klokken var. Jeg gik rundt på havnen alle kiggede på mig, og hviskede. Jeg var ligeglad, skulle bare væk, kunne ikke holde det ud mere. Jeg havde brug for at slå, skrige eller i det mindste kende til kærlighed. Mit hoved kunne ikke rumme mere, jeg faldt sammen lå der på havnen og græd. Alle mennesker gik omkring mig, de gik bare ville ikke se mig. Jeg rejste mig, spredte mine arme til siden råbte "se dog på mig, hjælp mig" der var ingen der reagerede på hvad jeg sagde. Jeg gik videre, var så ked af det. Det eneste jeg ville var bare at kende kærlighed. Min onkel havde gjort mig sindssyg, jeg var begyndt at skære i mig selv og tænke på selvmord. Jeg viste godt selv at det var forkert. Jeg ville jo bare have at alle omkring mig, skulle se mig. Jeg var begyndt at være ligeglad med livet, ville bare væk fra alt vrede. Jeg ville bare have kærlighed og have min vrede ud. Jeg kunne bare ikke selv, skulle have hjælp. Jeg var kommet ind i midten af byen, tænkte "måske kan jeg få hjælp på sygehuset". Jeg gik mod sygehuset var tæt på, jeg kunne se det. Jeg var lettet og glad, jeg var kommet fri. Men så hørte jeg min onkels stemme han råbte "Iben kan du så komme her" jeg blev bange og løb alt, hvad jeg kunne mod sygehuset. Min onkel kom løbende i mod mig. Jeg var hurtigere end ham, så jeg kom ind på sygehuset. Løb på gangen og skreg "hjælp mig, jeg behøver hjælp" min onkel kom ind han løb efter mig. Jeg blev ved med at skrige efter hjælp. En der arbejdede der tog mig, sagde " hvad er der galt?" jeg sagde "min onkel, han gør mig sindssyg jeg behøver hjælp. Jeg skær i mig selv når jeg er ved ham, han gør mig ked af det". Jeg viste manden mine dybe sår på armene, hvor jeg havde skåret i mig selv. Han tilkaldte hjælp, min onkel blev kørt hjem. Jeg blev indlagt på psykriatisk afdeling og fik hjælp, jeg er nu under bedring, har stadig problemer. Fordi jeg kun er 17 år, så er jeg kommet i plejefamilie hos en familie. Jeg har det rigtig godt der, skær ikke i mig selv mere. Har lært at komme af med min vrede, og nu kender jeg til kærlighed.