Hvor tom og underlig denne uendelige verden. Jeg sidder igen i en hæsblæst diskussion med en selverklæret, verdensnydende kulturjockey der bringer alt andet end hovedet ind i deres version af paradigmet. Med internettet ved hånden hvem finder så tid til alt den rejsen rundt? Vist har verden vist sig fra sin mørke side med internettet som onaniaggregat, håbløst fortvivlet måtte disse unge mennesker famle i blinde efter deres egne kønsorganer, fordi adgangen til grænsende ulovligt erotisk materiale, ikke længere afhænger af din respektive partners interesse for førnævnte udskejelser, men af antal megabyte per sekund. Tilbage på det vildledte spor denne erotisk udformede kulturjockey havde bragt os til. Det er nemt at vildledes i diskussioner hvor man ikke videre kan finde ud af om fjendtligheden bringer vrede eller simpelt, bringer lyst. For lystindbydende var hun dog. Lysten mindskes ikke af hendes tydelige had til alt hvad jeg står for, dog måtte jeg se mig selv som den eneste der finder ordenes kamp ophidsende. Hun var ikke ligefrem tilfreds med min manglende respekt for hendes dybt indoktrinerede holdning, det hjalp ikke at jeg tydeligvis var en kulturfattig mægler for anarkiet. En typisk ting at finde i dette dybt frustrerende samfund. Folk der var så betaget af at skabe identiteter og tydeligt basere dem på mærkater de fandt hængende rundt omkring. Organisationer, religioner, kulturkulte med kollektivt selvmord på menuen. Det hele var der, og folk blev betaget af deres umiddelbare evne til at kaste en identitet, med tilbehør og dessert, ud så alle kunne bruge den. Jeg fandt stor glæde i aldrig at ville tilpasse mig til noget. Mit største hit til dato var reprimanden "aldrig kompromis" som havde bragt mere end et par brystvortevridende episoder med sig. Heldigvis var jeg ikke dybt ude af stand til at se hver enkelt fejl jeg begik, ak jeg var faktisk mere opmærksom end de tåber der blev ofre for mine fejltagelser. Et dybt analyserende sind bringer sådanne velsignede forbandelser med sig. Tydeligt frustreret over min evne til at destruere mærkbart personligt betydelige holdninger for folk, måtte jeg se min service tilsidesat og finde mig i et langbord der husede jeg selv og min whisky. Ikke længere forbandet af hensyntagende hensigter kunne jeg forlade etablissementet og bevæge mig mod den skammens højborg jeg kaldte min hule, mit hjem, min lejlighed midt i syndefaldet. Jeg er et håbløst menneske at inkorporere i naturlige omgivelser. Folkets hjem viste sig oftest som sukkersøde reder for deres evigt uforanderlige liv. Ting havde faste pladser og funktioner, de var låst fast i deres almindelige position og lignede mest af alt et færdigt maleri, et hæsligt maleri, der skulle udstilles så de kunne tilfredsstille de besøgende parter, og bringe hæder og pris til deres designegenskaber. Mit hjem var en samling af ubrugeligt lort i regnbuens gråtoner, der var kastet på plads for at give mindst muligt at falde over, på min vej fra skrivebordet mod køkkenet. Alligevel havde det en form for øretæveindbydende funktionalitet over sig. Det bragte en eller anden følelse af selvhadende beskedenhed med sig, at jeg ikke kunne være udenfor den tilpasning der var, at ting med forskellige funktioner skulle låses i funktionalitetsfremmende positioner så man kunne få mest muligt ud af deres respektive egenskaber. Ydermere en refleksion af jeg selv. Jeg fandt efter kort levetid ud af at jeg ikke var skabt til det liv vi bliver tilbudt, jeg er ikke en mand af arbejde og ydeevne, mere en mand uden andre interesser end ord, sex og bevidsthedsudvidelse. Det er ikke ofte at der findes en plads til folk som os i det normale sind, medmindre man er kunstner, og da er det forventet at man er så total ude af stand til almindelig adfærd, at man skærer smådyr i stykker på lærreder for at fortælle verden, hvor dybt socialt udsultet ens adfærd er.