Jeg tænker ofte at det var længslen efter faldet, ikke selvdestruktionen men faldet, rushet. Bagefter skammede jeg mig ved tanken om den jeg er mens jeg falder, faldet er det tætteste jeg kommer på overgivelse, det mest fantastiske, berusende, forstadiet til nulpunktet.
For efter faldet er nulpunktet naturligvis uundgåeligt, måske netop derfor drager faldet mig. men det er sådan jeg har det, for jeg længes efter at røre ved hende og deri lægger faldet, det forbudte, forstadiet til nulpunktet. når jeg rører ved hende starter det. Mine sanser lukker ned og jeg mærker kun suget, nedad. Det bruser for mine ører og sortner for mine øjne. Det kommer så tæt på at jeg ikke kan mærke det længere. I starten kunne jeg sagtens opleve faldet på afstand. Et glimt af hende var nok, eller hendes navn, så begyndte det bare at lukke ned, det kickstartede sig selv, og jeg gjorde ikke noget for at stoppe det, retrospektivt set kan jeg ikke udelukke at faldet var - er - et valg. Men jeg stoppede det ikke og hvorfor skulle jeg? Dengang var det et valg, men hvad ændrer det, jeg valgte faldet, og nu er det en kendsgerning. Men hun var indbegrebet af at falde, hun var indbegrebet af at miste, at miste sig selv og alt det man aldrig havde vidst at man ville have. Efterhånden blev det sværere, jeg måtte have hende fysisk, besidde hende, for at mærke faldet og dette var naturligvis ikke en mulighed. Men ak, faldet på afstand var pasè, kun ved at være i hendes nærhed kunne jeg kickstarte.
Det ville være forkert at udelukke at jeg var forelsket. Men ordet forelskelse er indbegrebet af selvdestruktion for mig, så jeg falder. Den tynde hud bag hendes ører og hendes blodårer og hendes nakke og hendes pande og hendes læber, det begyndte at forekomme mig så ligegyldigt, faldet var det eneste der virkelig betød noget. Hun er alt for tæt på mig og jeg kan mærke at det begynder. Det bruser for mine ører og sortner for mine øjne
Jeg tænker ofte at det var længslen efter faldet.