Sneen ligger højt, og jeg har svært ved at gå i den. Jeg er stædig, for jeg vil nå frem til mit bestemmelsessted.
   Et sted i det fjerne kan jeg skimte lys. Lys fra den hytte, jeg kender så godt. Jeg kommer nærmere og kan se røgen stige op fra skorstenen. Bjergene i baggrunden fuldender det perfekte billede. Ja, det er den helt rigtige ramme. Lige som jeg husker det. Det vil for evigt stå printet i min hukommelse. Som et billede i en rigtig ramme.

Jeg er ca. 300 meter fra hytten, da døren bliver flået op, og en sort silhuet kommer til syne. Silhuetten blev ikke stående. Den forsvinder og viser sig igen. Denne gang står den ikke stille, men løber mig i møde. Den stopper lige foran mig. Det er David. Mit hjerte slår hurtigt. Han står lidt og betragter mig. Pludselig rækker han armen hen imod mig, hvorefter han løfter mig op i sine stærke arme. Jeg lægger mit hoved mod hans skulder og nyder duften af ham.

Da han begynder at gå, siger han; "Det gør du aldrig mere."
   Jeg vender mit hoved imod ham og svarer; "Hvad? Skal jeg tage hjem til Danmark igen?"
   "Nej..." Hans stemme bliver underlig, mens han holder endnu mere fast om mig.
   "Du må ikke rejse på den måde."
   "Det var din egen skyld."
   "Min?"
   "Ja din, min fine ven."
   "Hvorfor det?"
   "Kan du ikke selv se det?"
   "Se hvad?"
   "Åh, mænd", siger jeg og bider ham blidt i øret.
   "Lad vær med det." Han smiler.
   "Min bagage."
   "Den henter jeg bagefter. Lige nu skal du ind i varmen."

Han bærer mig ind i hytten. Varmen fra bålet i pejsen kommer mig i møde, som et venligt kærtegn mod min kolde forfrosne hud. Han sætter mig ned på sofaen foran pejsen. Henter et tæppe og pakker mig ind, efter at han har taget mine sko af. Derefter går han ud igen, for at hente min bagage. I mellemtiden kigger jeg mig omkring. Han har fældet et grantræ, og nu står det i stuen. Tårerne begynder at løbe ned ad kinderne på mig. I stedet for de kunstige juletræslys, som amerikanerne bruger, så har han sat små levende julelys på. Han kommer ind og sætter sig ved siden af mig med to kopper varm kakao.

"Glædelig jul," siger han og rækker mig den ene kop.
   "I lige måde, " svarer jeg og tager imod den.
   "Åh nej," udbryder jeg.
   "Hvad er der?"
   "Jeg har ikke en julegave med til dig"
   "Vi kan være hinandens julegaver, hvis du vil?"