Der var ikke noget at gøre. Det føltes som om en usynlig magt trak bilen i en bestemt retning og hun følte sig som en marionet uden vilje og uden kraft.
   Dirrende af spænding og ængstelse havde hun sat håret og set sig en sidste gang i spejlet inden hun forlod kontoret og sendte en skyldfyldt bemærkning afsted over skulderen, at hun var til møde i byen resten af dagen.
   Hun forstod ikke selv den dragende kraft, der på en gang fastholdt hende i konstant angst og konstant fascination. En berusende betagelse, som hun ikke kunne slippe, men som fastholdt hende i et frydefuldt mareridt.
   Et øjeblik tænkte hun på manden derhjemme og børnene, og i et kort glimt af viljestyrke nåede hun at tænke, at hun skulle vende bilen omkring og køre hjem. Men det trak i hende. Hun nærmede sig stadig afgrunden.
   Bilen standsede, nærmest af sig selv. Hun så sig i spejlet, fugtede læberne og følte en svag sitren i kroppen, da hun stod ud på fortovet. Langsom nærmede hun sig den efterhånden velkendte dør, åbnede den og følte den velkendte berusende duft, der straks svøbte sig om hende som en kvælerslange der ikke slipper taget i sit bytte. De lænker hun bar var på en gang tunge og frydefuldt lette mens de trak hende ud i den berusende afgrund.