Himlen er i blød bevægelse,
lysegrå pudelignende skyer lukker loftet.
Over en stille sommergrøn dag
pakket med tæt varme.
Vi har ventet uendeligt længe, synes vi.
Håbløse tanker har nået at slå rødder
i et svimlende kaos af frygt og afmagt.
Vi har sat os udenfor på en bænk i et forsøg på
at få lidt frisk luft og slippe væk
fra det kvælende indelukke af et venteværelse.
Vi sidder tavse, der er en baggrunds-støj af biler og maskiner.
En smule trøst finder vi i fuglenes kvidrende sang.
I dag får vi besked; den endelige dom falder nu og her.
Ingen flugt er mulig, der er ingen steder at gemme sig.
Livet har stillet os til ansvar,
vores tilværelse kræver på denne dag,
i dette øjeblik,
sin betaling.
Der er næsten ikke en vind, der rører på sig.
Ikke et eneste brud i skyerne.
Får vi mon overhovedet solen at se, før dagen er forbi?
Hospitalet er omkranset af store gamle træer,
der udstråler en godmodig, tålmodig venlighed.
Spændt til bristepunktet hjælper roen fra disse træer os
til at holde nerverne på plads under huden.
Vi har en fornemmelse af at være lavet af glas,
fortvivlet mærker vi glasset langsomt revne og splintre.
Vi skjuler det under tøjet og et opmuntrende smil.
"Det skal nok gå ... det hele."
Siger vi til hinanden og nikker bekræftende.
Vi må atter indenfor.
Det er tid.
Inde på hospitals-gangen åbnes der med ét slag en afgrund under os.
Vi falder, synker ned og opsluges af dybet.
Som en fjern torden hører vi dommen blive afsagt.